86 / 209
6 8
«meget sammen» med Mynster og senere (som det ses
af et Brev) har besøgt ham i Spjellerup, er sikkert
nok; men uagtet Mynster indrømmer, at den jævn
aldrende Ungdomsven kastede «et Frø i hans Sjæl»,
som senere fik Spirekraft, kan dermed ikke være ment
Andet end, at han gjorde ham opmærksom paa de ro
mantiske Digtere af den nyere tyske Skole, af hvilke
Novalis ikke skulde blive uden Betydning for ham.
«Ved Steffens Fødder,» siger han udtrykkelig*), «kunde
jeg ikke sidde som Lærling: han havde for liden viden
skabelig Stringens, til at jeg kunde vente mig fyldest
gjort ved et sammenhængende Foredrag. Hvor jeg
trængte til Oplysning, maatte jeg ofte nøjes med uklare
Ord, som ikke bragte mig videre.» — Heller ikke den
Bog, i hvilken Mynster i hint Øjeblik læste, giver den
ringeste rationelle Forklaring til hans Vækkelse. Det
var Jakobis ikke ubekendte Samtale med Lessing om
Spinozas Filosofi: forgæves gennemlæser man den for
at finde en indirekte Forbindelse mellem, hvad deri er
udtalt, og hvad der skete med den, der læste.
For Mynster selv stod denne Begivenhed lige til
hans sidste Dage som det Afgørende i hans Liv: som
et Bjerg skyder den sig op og danner i et Nu Skellet
mellem det, der havde været, og det, som skulde blive.
Jævnlig finder man dunkle Antydninger af, hvad der
d a er hændt ham, i hans Tiltale til Menigheden**).
Men aandelig blufærdig, som han var, meddelte han
det aldrig til noget Menneske: først i Avtobiografien,
som fandtes efter hans Død, er det fortalt; og, saa vidt
man kan slutte fra den Stemning, der nu og da
bryder frem hos ham under Nedskrivningen af hans
Levned samt Inddelingen deraf, er dette Skrift ene og
*) Meddelelser 1ste Udg. S. 135.
**) Betragtninger I, 128; Bl. Skr. I, 56; Postillen flere Steder;
Kirkelige Lejlighedstaler I, 43.