JPMynster

6 6

Vilje, da skal Du gøre det i A lt, u d e n F o r b e h o l

d e n h e d , og g a n s k e , g a n s k e overlade Dig og alt Dit

i hans faderlige Haand, nøjes med de Evner, han til

deler Dig, og taale de Savn, han paalægger Dig» . . .

Idet nu hans hele Væsen samler sig i denne Erken

delse, og Beslutningen smelter sammen med Erken

delsen, nedstiger i hans Sjæl en Fred, som han aldrig

saaledes før havde kendt, «den Guds Fred, som overgaar

al Forstand», og han fornemmer i umiddelbar, utvivl

som Erfaring, at der er et usigeligt Gode, hvis Oprin

delse ikke er af denne Verden (thi det aabnedes først

for ham, idet han forsagede denne Verden); ikke af

Kød og Blod (thi han fornam det just, idet han for

nægtede sig selv); men som tilhører den højere Tingenes

Orden, der stedse er Mennesket nær, men hvortil Ad

gangen dog er saa vanskelig; thi det naturlige Men

neske fatter den ikke.»

Af alle de Opvækkelseshistorier, det menneskelige

Aandsliv kender, er vist ingen ærligere, oprigtigere og

mere simpelt fortalt end denne; derfor vil Mængden af

Læsere — og maaske netop fordi den er saa «almin

delig kendt» — kun lægge lidet Mærke til den. Men

har man sat sig for at læse den med Opmærksomhed

og Forstaaelse, da vil den til sidst blive En som hellig

Skrift; thi dens Simpelhed svarer til dens Storhed, og

ingen menneskelig Visdom klarer dens Gaade. At den

har sine Forudsætninger i Mynsters tidligere Liv, og

at dens Vilkaar ere tilvejebragte, inden Gennembruddet

tinder Sted, er indlysende. Men dermed er jo ikke

sagt Andet end, hvad der for enhver Dannet er triviel

Sandhed: at det Aandelige behøver timelige Betingelser

for sin Fremtræden. Var Mynster en sværmerisk Na

tur, var det Hele vel næppe saa uudgrundeligt. Men

han, dette klare Hoved, denne skolede Forstand, denne

Mand, der var vant til fra sine tidligste Aar at agte

nøje paa sig selv, og som var en Mester i Selvbeher-