JPMynster

bydelighed for Alt, hvad der hed Studium, Tænkning

og Poesi; ja af Lede ved Livet selv.

Da kunde det undertiden hænde, naar han stod

paa Prædikestolen og i frit Foredrag udlagde Evangeliet

for sine Menigheder og saa den stille Andagt, hvormed

disse jævne Mennesker paahørte deres Præsts Ord, at

han da selv blev greben af en ham ukendt Begejstring

for, hvad han talte

0111

. Rationalist havde han aldrig

været; tvært imod havde hans Universitetslæreres «for

nuftmæssige» Fordrejelser af Skriftens klare Ord givet

ham Afsmag for Datidens Theologi. Det ny Testamente

maatte efter hans Mening opfattes poetisk-filosofisk

som sublime Digtninger over ædle, skønne Tanker. At

det skulde være Virkelighed og Historie, turde han,

hvis hele aandelige Ungdomsudvikling jo faldt i Traad

med Tidens, ikke vove at tro paa. Men nu kunde

han, som sagt, naar han i Prædikenens Time talte sig

ivrig og varm, gribes af den Tanke: «Men e r dog

ik k e A lt d e tte til g a a e t , som d e t b e re tte s !» Dog,

kom han tilbage til sit stille, énsomme Hjem, fortog

snart disse kortvarige Indtryk sig; Tvivlene indfandt

sig atter, og i Kampen med dem følte han sig magtes

løs: «de vare jo uovervindelige!» —

Da indtræffer det Vidunderlige i Mynsters Liv.

Han sidder Sommeren 1803 i Dæmringsstunden i

sin Sofa ude i Spjellerup Præstegaard. Bogen, han

har læst i, har han et Øjeblik ladet synke. Da op

klares hans Bevidsthed pludselig som af et himmelsk

Lys, og «han siger til sig selv» (eller var det ham selv,

der sagde det?): «Dersom Samvittigheden ikke er en

betydningsløs Indbildning, skal Du lyde den i Alt uden

Undtagelse, gøre og tale, hvad der er Din Pligt, saa

fuldt, som Du erkender og formaar, ganske ubekymret

om Verdens Dom, dens Ros eller dens Dadel; og der

som der er en Gud, og Du jo ikke vægrer Dig ved i

N oge t at bøje Dig for ham og at hengive Dig i hans