80 / 209
III.
D
ybt havde Mynster været nede i Fortvivlelsens Af
grunde. Allerede Skildringen deraf i hans Selv
biografi er gribende nok. Men nøjere Besked faar
man i Hugos Replik i Dialogen «Kristi Moral»*). Thi
at det her er Forfatteren, der taler ud af egne Selv
oplevelser, er utvivlsomt. Hugo har ikke villet være
nøjet med Menneskers sædvanlige Liv: der har mo
mentvis været et mægtigt Begær i ham efter at tilegne
sig, hvad Tilværelsen kunde yde; han har næret en
flammende Attraa efter Elskov, efter Magt, Rigdom og
Ære. Men snart har han følt, at hvis han gav sin
Lidenskab Tøjlen, vilde hans Handlinger fordærves og
hans Sjælefred gaa tabt. Han har da tvunget sit
Hjerte, gaaet paa Akkord med sine Fordringer, søgt
Venskab og Kærlighed og stræbt ved samvittighedsfuld
Opfyldelse af sine Pligter at opnaa Menneskers Agtelse.
Men han har følt sig saaret og skuffet, og desto dy
bere, jo alvorligere hans Bestræbelser have været mente.
Da er hans Sjæl kommen i vildt Oprør: han har raset
under Skæbnens Slag, fordømt sine gode Forsætter og
« fo rb a n d e t Gud».
*) Blandede Skrifter V, 118.