JPMynster

Maade (for ellers siger hun Nej!) om en Lok af hen

des smukke Haar. Thi en god Katholik dyrker Reli

kvier». — Men hans «Marie» havde en anden og

lykkeligere Bejler, netop O. H. Mynsters bedste Ven,

Jens Wilken Hornemann. Ogsaa h a n var paa Uden

landsrejse; og medens han studerede Pyrenæernes Flora,

sendte han sin Kusine sit Frierbrev og fik «Ja»*). —

O. H. Mynster var i Begyndelsen utrøstelig, hvad man

ser a f-e t lille Vers, der findes mellem hans efterladte

Pap irer:

„Til min Elskov.

Du min Ungdoms kælne Fryd og Smerte

synk for evig ned i Glemsels Flod;

h u n , som er saa skøn, saa himmelsk mild og god,

hun, for hvem at leve, jeg begærte;

hun, for hvem jeg villig ofrede mit Blod —

hun forsmaar mit tro, mit ømme Hjerte!

Ak, forgæves ønsker jeg at stige

ned i Plutos’ ubekendte Rige — —

Nej, dybt føler jeg det, aldrig, aldrig kan,

ikke selv i Lethes underfulde Vand,

Mindet druknes om den altfor kære Pige!“ —

Dog, hans sunde, kraftige Natur forsonede ham til

sidst med hans Skæbne. Da han kom til det muntre

Wien, «hvor han fandt danske Venner og blev indført

i behagelige Kredse», begyndte han atter at arbejde;

Breve og poetiske Udgydelser fra dette Tidspunkt vise,

at hans Aandsliv igen har vundet sin gamle Friskhed.

— — I Aarhundredets Slutning vendte han til

bage til København, og her traf han sammen med en

ung Pige af norsk Patricierfamilie; hun henrykte Alle

i hans gamle Kreds ved sit Guitarspil, sin granvoksne

Rankhed og sin norske Livlighed. Da hun tog mod

O. H. Mynsters Kur, følte han sig snart fængslet til

*) Biografisk Leksikon VIII.