70 / 209
52
punkt, men ik k e i, at de lode haant om Moral og
Sædelighed; tvært imod havde de (ogsaa saaledes i
Modsætning til vor Tids Kirkestormere) en dyb Følelse
af, a t jo m e re d e t R e lig iø s e s M ag t i T ilv æ r e ls e n
b e s tr e d e s , des m e re m a a tte d e t M o r a ls k e hæ v
des. —
Mynster havde (som fortalt) gennem hele sin tid
lige Ungdom følt sine Omgivelsers Magt som et knu
gende Tryk. En Anden var sikkert bleven forkuet;
han blev det ikke. Skønt hans Ømtaalighed var saa
stor, at hans Sjæl som Goethes Tasso «kunde fornemme
den fineste Berørelse og enten svømme i Henrykkelse
eller saares paa det Bitreste», var der dog en Kraft i
ham, der atter og atter drev ham opad. Undertiden
kunde han føle sig som «mørbanket»; men saa kunde
der atter vaagne et Mod i ham, der bragte ham til at
sige til sig selv: «De skulle dog se, i hvem de have
stunget!» I en saadan Stemning kunde han en Nat
vandre langs med Sydøstsjællands Kyst og se ud over
Havet:
„Dannemarks Værn, Du stolte Strand!
Under Nattens evige Himmel
ruller Du langsomt dit blaanende Vand
i susende Bølgevrimmel.
Jeg hører Dit Slag mod den tavse Kyst;
thi Vinden bevægende vanker —
Du avler Mod i det svulmende Bryst
og i Sjælen høje Tanker!“* ) -------
Han vilde frem i Verden: ikke for at prale
med dens Prunk eller nyde dens Vellyst — d e t
havde han dog lært sig at foragte**) — men fordi der
var en høj Attraa i hans Sjæl efter at indtage en Æres*) Blade af M ynsters Liv og Tid 3 og 6.
**) Blandede Skrifter III (D igtet «Melankoli»).