65 / 209
47
«Beviserne for Gnds Tilværelse». Disse, som støttede
sig paa den (den Gang moderne) wolffiske Filosofi,
kunde ikke tilfredsstille ham.
Forstaaeligt nok!
Chr. Wolff gaar ud fra, at denne Verden ikke kan
være bleven til ved et Tilfælde. Vil Tænkningen be
skæftige sig med at søge dens Ophav, maa den fordre,
at den skal have «en antagelig Grund». Denne antage
lige Grund finder da Metafysikken i Gud. Men man
ser jo let, at Tanken her gør et Spring, og at den drager
sin Slutning fra, hvad der skulde bevises. Ligeover-
for et saadant Bevis har Materialismen naturligvis let
Spil; den vil hævde, at en Anskuelse om saadanne
Ting maa støttes ved sensuelle Erfaringsbeviser, ellers
bliver hvilket som helst Begreb en tom Tanke eller et
Mundsvejr. — Da var det, at Konigsbergerfdosoffen
gennem sine epokegørende Skrifter rakte den unge
Mynster en hjælpende Haand. Kant siger nemlig til
Materialisten: Saa sagte, min Ven! tal ikke saa højt og
stolt om Din «Erfaring»; lad os en Gang undersøge
dens Betingelser. Det er sandt, at Filosofien ikke kan
føre noget Bevis for Guds Tilværelse. Men har Du da
noget Bevis for Din Erfarings ubetingede Sandhed? Og
nu viser han, hvorledes et Menneskes Erfaring er lige
saa subjektiv som hans rationelle Gudsforestilling, idet
Erfaringsresultaterne fremgaa af Begrebsfornier, som
ere fø r al Erfaring og aldeles uafhængige af denne.
Studiet af Kant tilligemed det personlige Samkvem
med Bentzon havde stor Indflydelse paa Udviklingen
af den unge Mynsters Karaktér. Kant og Goethe, af
hvem Bentzon var stærkt optaget, skaffede ham af
med «den flove Sentimentalitet», som Bahbeks Æsthetik,
Millers «Siegwart» og andre tyske Romaner af lignende
Art momentvis havde holdt ham fangen i. «Det Ømme
og Bløde hos ham» gik vel ingenlunde til Grunde; men
fik gennem disse Forfattere og Vennens Energi en
gavnlig Modvægt. Et større, lyrisk Digt, han i Løbet