60 / 209
42
at samle til og udarbejde et historisk Værk (hvis
Stil viser stærk Paavirkning af Fr. Sneedorfs); med
megen Sved og Møje sammentømrede han de Vers og
Digte, hvilke han, som alle unge Mennesker i dette
Digternes Land, sled i. Men hvad han vilde være,
vidste han endnu slet ikke. «Professor?» — Rousseau
havde sagt, «at kun den burde betræde den egentlig
videnskabelige Vej, som var i Stand til at bringe Viden
skaberne nyt Udbytte». — Kunde han det? — Filoso
fien drog ham stærkt; men et filosofisk Standpunkt,
hvori han kunde hvile, havde han endnu ikke
fundet. Filologien stillede Fordring til et Sproggeni,
som han til Trods for sin store Kærlighed til Klas
sikerne ikke mente at besidde o. s. fr. — Kunde han
dog ikke komme ind i verdslige Forretninger? —
Mange havde jo uden egentlig juridisk Forberedelse op-
naaet at blive agtværdige praktiske Embedsmænd. —
Han vaklede som et Rør. — En Stund tænkte han
paa at blive Gartner. Tiden sværmede jo for Alt, hvad
der hørte til Landlivet; og at Mynster ikke manglede
Sans for Havekultur, viser en lille Træplantning, der
endnu tindes i Udkanten af Spjellerup Præstegaards
Frugthave, og som fører Navnet «M yn ste rs L und» . —
Saa kunde der pludselig komme et Tilbageslag i hans
Tanker
0111
Fremtiden: Nej, Kriger vilde han være!
Fra alle Evropas Lande lød jo i hine Aar Krigstrom
peten.
Store Slag udkæmpedes; vidunderlige Sejre
vandtes. Hans stolte Hjerte, som hele hans Liv igen
nem tavst og forgæves havde sukket efter Kærlighed og
Sympathi, søgte Tilfredsstillelse i Modsætningen og
svulmede ved Tanken
0111
Soldatens mandige Død
paa Valpladsen.
„Blandt Fjendernes brølende Skarer
midt i skummende Hestes Dans,
blandt vildt indtrængende Farer,
klart omstraalet af Ærens Glans,