55 / 209
37
Grænser og ofte kun udtale sig i enkelte Akkorder,
erkendte han klarlig, at den sande Smag aldrig ganske
kan uddø, saa længe Homér læses». — Med den stolte
Beskedenhed, som er Mynster ejendommelig, roser han
ikke sin pædagogiske Dygtighed; men at hans grundige
Kundskaber i hvert Tilfælde maa være komne hans
Elev til Gode, fremgaar af, at denne blev Student med
Udmærkelse i a lle Fag, og («saa nødig Fakultetet i
hin adelsfjendske Tid vilde det»), eftersom han var
den Eneste, der havde Udmærkelse i latinsk Stil, fik
den øverste Plads mellem det Aars Inscriberede. Greven
kunde heller ikke tilbageholde sin Glæde og Taknemlig
hed lige overfor den unge Huslærer. Efterhaanden
havde han ganske frivillig forhøjet hans Honorar til
800 Kr., en for den Tid uhørt Sum; nu skænkede han
ham 2000 Kr., «og hvad han senere (da han ved hans
Protektion var kaldet til Sognepræst i Spjellerup) modtog
af ham i Penge, Sædekorn (til Brug ved hans Avling) og
meget Andet, beløb sig sikkert til en 4000 Kr.» —
Mynster erklærer i sit Mindeskrift om Joachim Godske
Moltke, at «han staar højt blandt hans hedste E rin
dringer, og han skylder hans Indflydelse Meget, ikke
blot i Henseende til hans Livs udvortes Skæbne, men
ogsaa til dets indre Dannelse.»
Men Alt dette følte han først efterhaanden eller
kom senere til Erkendelse af. I Begyndelsen levede
han som i en trykket Atmosfære, og Omskiftelsen af
Sted og Forhold var ham ingenlunde til Behag. Der
havde dog været Liv og Selskabelighed, hvor han kom
fra. Her var Alt dødt og stille. Næsten hele den ud
slagne Dag skulde han tage Vare paa sin Elev, snart
som Lærer, snart som Hovmester: være til Stede ved
hans Privatlæreres Undervisning eller sysselsætte ham