58 / 209
40
El Bekendtskab, han paa denne Tid (i Slutn. af
90erne) gjorde, bidrog ogsaa i høj Grad til at udvikle
hans indre Kraft. Det var A d ria n B e n o n i B en tzo n .
Bentzon var født i Holbergs og Welliavens By B e rg en
og var Søn af en norsk Embedsmand. Ung blev han
Student og kendte Ingen, der kunde føre ham ind i Køben
havns Cirkler; «men», siger Mynster, «han kunde godt
gøre det selv». Han var en overlegen Aand, et højt
begavet Menneske, hjemme i næsten alle Kundskabs
grene: han ikke blot «læste» fremmed Literatur, men
forstod ogsaa fuldt ud at tilegne sig dens kulturelle
og nationale Ejendommeligheder. En Ting pinte ham
dog stadig: skønt han var herkulisk anlagt, og hans
Legeme lige saa stærkt som hans Aand, var han ved
et sørgeligt Uheld i sin Barndom bleven Noget af en
Krøbling. Et stift og for kort Ben slæbte han efter sig,
og «det var et Held», sagde hans Uvenner; «thi havde
han kunnet staa godt fast paa begge Ben, havde det
været umuligt at forhandle med ham.» Han havde et
stolt Væsen; hans Tale var kort og hurtig. Med ud
bredt Læsning forenede han snar Opfattelse og for
trinlig Hukommelse. Klar og selvstændig, som han
var, optraadte han som en afgjort Modstander af alt
det Glidende, Udjævnende og Godsnakkende, som paa
den Tid herhjemme i vort literære Foreningsliv re
præsenteredes af Rahbek. Denne nærede da ogsaa en
vis Animositet mod den «arrogante» Bergenser, skønt
de som Medlemmer af Drejers Klub selvfølgelig vare
«Dus». Her, med J. P. Mynster ved sin Side, ud
sendte han sit skarpe Kasteskyts mod Tidens senti
mentale Modeliteratur. En ung Mand, der var betaget
af Lafontaine, sad under denne Artilleriild og saa
bedende op paa ham med sine smukke Øjne (det var
den den Gang ubekendte Adam Oehlensclilåger). Men
Bentzon var ubarmhjertig. — At Mynster i sine Me
moirer ikke sætter Bentzon for højt, ses foruden af