59 / 209
41
andre Udtalelser fra den Tid*) ogsaa af en Afhand
ling i Minerva (April 1796), et af de faa literære Ar
bejder, denne mærkelige Mand har efterladt sig. Den
er en Besvarelse af et af Universitetets aarlige Pris-
spørgsmaal: «Hvilken Tidsalder danner bedst den store
Digter?» — «Den raa Tidsalder», svarer Forfatteren;
«thi Indbildningskraften taber, naar Forstand og Skarp
sindighed vinder».
Denne Tanke kan vel, efterat
Roussean havde gjort Epoke, ikke egentlig kaldes
original; men den har naturligvis alle Dage Gyldighed
og er fremsat i en klar, concis og fyndig Form. Allige
vel sagde Bentzon til Mynster: «at han havde bidt sig i
Fingrene over, at den blev trykt.» Bentzon var nem
lig (som man begriber) en meget ærgerrig ung Mand,
der vilde frem i Verden og havde sat sig høje Maal.
Han havde, fortæller en af hans Venner, et varmt og
trofast Hjerte for den, «det var Møjen værd at elske»;
men at resignere og fornægte sig selv, faldt ham h a a rd t;
«hans kraftig sanselige og udpræget aandelige Væsen
kunde antage en mørk Farve, ja udarte til afgjort
Bitterhed, naar Haabet
0111
at opnaa en ærefuld Virk
somhed lukkede sig for ham.»
Til Vennen J. P.
Mynster sagde han: «Du mangler Energi! — Hvad
tænker Du paa at blive — Professor eller Biskop?»
Det Sidste var «den Gang langt fra J. P. Mynsters
Tanker.» Han passede samvittighedsfuldt sine Pligter
som Hovmester for den lille Greve, fik ogsaa snart
Glæde af den elskværdige, velbegavede og lærvillige
Dreng. Selv studerede han flittigt, havde, ligesom
Bentzon, «den skønne Egenskab» at være mangesidig
i sine Interesser: han udarbejdede pædagogiske Af
handlinger og besvarede en akademisk Opgave af denne
Art, hvorfor han erholdt Guldmedaljen; han begyndte
*) Saaledes J. G. Rist: L ebenserinnerungen I, 126 o. fl.: «Hver
Time, man gennem levede m ed ham , var en V inding for Livet.»