JPMynster

hed. Og hvor mange Gange i Ens Liv tilbyder den

re n e Nydelse sig? — En Elev af Aristippos kom da

ogsaa til det Resultat, at hele Livet var elendigt: Selv

mord den eneste rette filosofiske Ende paa det Hele.

Aristippos’ Lære blev som bekendt modificeret af E p i

k u r o s : Det kom an paa, sagde han, i alle Livets Fo r

hold at føle sig glad og tilfreds; derfor skulde man

stræbe efter at svække sin Modtagelighed for ubehage

lige Følelser. Men at denne Stræben til sidst maa

føre til Følelsesløshed eller ligeglad Dorskhed, er ikke

vanskeligt at indsé*). —

Denne Filosofi, der, hvis den skal gennemføres,

fuldstændig deklasserer Mennesket, vilde ikke være til

Besvær, om den ikke i Grunden hyldedes af den store

Hob, «den fine» saa vel som «den gemene». Hos

Oldtidsgrækerne fremtræder den naivt og er, som Alt,

hvad dette Folk har formet, ikke uden en vis Ynde;

men siden Kristendommen er indtraadt i Verden, er

den forargelig og til en vis Grad uforsvarlig. Dog, jo

mere den kristelige Idealisme maa vige for en modsat

Tidsaand, des mere vil Materialismen blive Modefilosofi,

og Folk, som de nu en Gang ere flest, vil uden Und

seelse (ja vel endog med plebejisk Frækhed) vedkende

sig den. Man véd, hvilket Tyranni Moden udøver

selv over bedre Naturer: hvor de trænges og skræmmes

af den Retning, i hvilken den brede Flom skyder sig

frem. Saaledes gik det Mynster. Skønt den religiøse

Følelse aldrig uddøde i hans Bryst, var der dog Peri

oder i Tiden hen imod Aarhundredskiftet, hvor han

følte sig hildet «i fortærende Tvivl og m a t e r i a l i s t i s k e

Anskuelser. Hans hele Inderste oprørte sig derimod;

men hans Forstand kunde ikke afvise dem.» Fo r

gæves tog han sin Tilflugt til sin Universitetslærdom, til

*) Jvnfr. Prof. Axel N yblæ us’ fortræffelige Afhdlg. om Materia

lism en i hans « R e l i g i o n s f i l o s o f i s k a U p p s a t s e r .» Lund 1870.