JPMynster

plads i Samfundet, som maaske Mange vilde misunde

ham; men Ingen driste sig til at erklære for en Til

snigelse eller et Ran. Nu skulde han betragte sine

stolte Ungdomsdrømme for afsluttede; han skulde «for

skanse sig bag Altergitteret og postere sig ubevægelig

bag Prædikestolens Pult i Præstekjolens Vandhose».

Hans Aands Vinger skulde stækkes og hans Sjæl mugne

i en Præstegaards lavloftede S tue r!? -------------Men paa

den anden Side: Noget maatte han se at blive til; han

kunde ikke alle Dage være Huslærer i en grevelig

Familie. — Naar man sidder i sin Stol og fortaber sig

i Drømmenes Sfære eller lader Øjet gennemfare Ønsker-

nes gyldne Fremtidsperspektiv, kommer der for alle

Mennesker, der due noget, et Øjeblik, hvor man, træt

af denne ørkesløse Uendelighed, rejser sig og lyder Livets

Krav. Dette gjorde Mynster. Han gik til Moltke og

talte til ham om det ledige Kald i Spjellerup. Greven

svarede ham venligt, at nu, da Alt var i bedste Gænge,

saa han helst, at han vedblev at være hans Søns Lærer,

til denne havde underkastet sig de to første akademiske

Eksaminer. Men han maatte være overbevist om, at

han ikke skulde glemme ham. Han bad ham over

veje Sagen og saa tage sin Beslutning. Denne var

Mynster ikke længe

0111

at tage. Han vilde indvillige

i at blive den ønskede Tid, hvis Greven saa vilde lade

ham rejse udenlands et Aar eller to. Saa gik nemlig

den Tid, tænkte han. Han, hvis hele Liv havde haft

sit Tyngdepunkt i Tænkningens og Følelsens Sfærer,

og som havde indskrænket sine Iagttagelser til de Per

soner og Forhold, som han fuldt ud kunde lære at

kende, havde ikke den mindste Lyst til det flagrende

Rejseliv, hvor man ser Alt og begriber Intet; men saa

bagefter rigtig nok kan sige, at man har været dér

og dér. Dog, som sagt, Tiden vilde gaa, og i Løbet

af den kunde Meget ske. I hvert Tilfælde vilde den

Lænke, der skulde binde ham til Prædikestolen, endnu