JPMynster

ikke behøve at anlægges. Grevens Planer kryssede

imidlertid hans. Denne vilde nemlig se at mage det

saa, at Hjælpepræsten, der havde været den afdøde

Spjelleruppræsts Vikar, kunde fungere i Embedet, til

Mynster kunde tiltræde det. Og derved blev det. I

Hast maatte da Mynster holde sin Prøveprædiken. Han

fik Udmærkelse derfor. Men da han kort efter gik

over Vemmetofte Klostergaard, under hvis Patronat

Spjellerup hørte, for efter Skik at prædike for de gamle

adelige Damer, og Greven henkastede den Bemærkning,

at «paa disse Stene vilde han ofte i Fremtiden komme

til at træde», følte han sig som solgt.

Den egentlige Ordination liaabede han dog at

kunne skyde ud, til han om IV

Aar skulde overtage

sit Embede. Men derom vilde gamle Balle Intet høre.

— Den 13. Novbr. 1801 stod da den unge Ordinand

i Frue Kirke i den Præstekjole, ban saa nødig havde

iført sig, og prædikede

0111

de «Ønsker», som maatte

opgives, og de «Forsætter», som maatte fattes,

0111

«Religionslærer» skulde kunne opfylde sine Pligter og ikke

have sin Løn borte. «Men», siger Mynster, «de faa

virkelig kristelige Tilhørere» i den store Flok, Nysger

righeden i Anledning af de unge Præsters Indvielse

havde ført til Kirken, «savnede vel ikke Varme i min

Tale, men nok det egentlig kristelige Element». —

Nu var da Loddet kastet for hans Fremtid: ene

skulde han drage ind i en Landsbypræstegaard; —

ene! han gyste ved Tanken. Lige fra det Øjeblik, da

han som Barn begreb, at han var moderløs, havde

han haft en tom Plads i sit Hjerte, som aldrig senere

var bleven udfyldt. Ja, havde han haft en Moder, «i

hvis Skød han havde kunnet udgræde sin Barndoms

Sorg og Vé», havde han som Dreng og ungt Menneske

haft en fortrolig Veninde, et kvindeligt Væsen, som

«han var overbevist

0111

elskede ham!»

Men hans

Moder var død, inden han vidste, han havde hende.