79 / 209
61
neske er nærved at fortvivle, vare de ogsaa lier ved
Haanden. En stærk Likør, hans Broder havde for
æret ham, gav ham en saadan Smag for Spirituosa,
at han en Tid ikke kunde afholde sig fra at nyde
deraf til Overmaal. Han havde hele den Rest af
Sjælsstyrke, han endnu ejede, behov, for ikke at blive
en Drukkenbolt.
Det var frygtelige Maaneder for ham, og den, der
er fortrolig med Mynsters Udtryksmaade og har følt,
hvad hans Ord vejer, kan ikke uden Rørelse læse føl
gende simple Linjer af hans Selvbiografi: «Jeg bringer
nødig de Ord, der tilhøre Andagtens Timer, ind i det
sædvanlige Foredrag; men jeg kan ikke bekvemme
mig til her blot at sige: Omsider arbejdede dog min
bedre Natur sig atter frem. Men jeg vil sige, a t d e r
dog h is to p p e v a r et Ø re til a t h ø r e m in K lage ,
a t G ud s N a a d e dog b e v a r e d e m ig f r a a t g aa til
G runde!» —
Krisen var overstaaet. Han var bleven rolig og
havde resigneret. —
Da den unge Greve havde fuldendt anden Eks
amen med lige saa udmærket Udfald som første, ord
nede Mynster sine Sager, pakkede sit Tøj og sine
Bøger sammen og drog de første Dage i November
1802 ud til Spjellerup Præstegaard.