JPMynster

skeisens svære Kunst — at dette netop skulde hænde

h am ! Var han én af Geniernes store Skare, vilde det

heller ikke være saa mærkeligt. For den Slags Folk

«gaar der jo pludselig et Lys op». Men hvor udmærket

en Mand Mynster var, genial vilde det være misvisende

at kalde ham. I Kristian Arentzens store Værk «Bag-

gesen og Oehlenschlåger» gør Forfatteren opmærksom

paa, at Gennembruddet hos Mynster foregaar o m tr e n t

samtidig med, at Geniet bryder frem hos den unge

Thorvaldsen i Rom («Jason») og den unge Oehlen

schlåger i København. Dette er senere blevet gentaget af

Flere. Men her forekommer det mig rigtig nok, at

Forskellen er mærkværdig. Til Medium for s it aande-

lige Gennembrud havde den unge Billedhugger den

fintmærkende Kunstarkæolog Zoéga; og det turde være

et Spørgsmaal, om Thorvaldsen var naaet vidt uden

ham*). For Oehlenschlåger var, som bekendt, Steffens

Mediet. Men den Aand, der griber den unge Mynster

i hint mærkelige Øjeblik, er ikke formidlet ved noget

menneskeligt Væsen.

Gennembruddet kommer hos

ham ikke alene pludseligt, men umiddelbart og uden

at være i Continuitet med, hvad der forhen havde ud

fyldt hans aandelige Liv. Hans hidtil ubesejrede Tvivl

voldtoges paa én Gang af en højere, aandelig Magt.

Det er en Ukorrekthed, naar Forfattere af den grundt

vigske Retning meddele, at Mynster overværede Steffens’

bekendte Forelæsninger**). Dette var en Umulighed,

eftersom Mynster drog ud til Spjellerup, medens Steffens

og Oehlenschlåger gik op til Avditoriet paa Ehlers

Kollegium. At Steffens i Vinteren 1801—2 har været

Jvnf. A. D. Jørgensens Skrift om Zoéga.

**) Fr. Barfod i sin lille Biografi af Grundtvig 1872; Dr. Bøn-

ning i sin Lærebog i dansk-norsk Literaturhistorie 3. Udg. S. 66. —

I Skoleinspektør V. Petersens Oversættelse af Kurtz’ Kirkehistorie

er denne Fejl endogsaa drevet op til, at «Steffens h ar v a k t Myn

ster». Se S. 727.