90 / 209
72
Han priser Vennen, fordi han atter «fremkalder
de gamle, glemte Sagn»
„Dog frem for alle er ét Sagn paa Jorden,
som drager alle H jerter til sig h en ;
det blev fo rkynd t fra Syden ind til Norden,
og, én Gang kendt, det glemmes ej igen:
hvad blev forskudt, en H jørnesten er vorden,
H i s t o r i e n s B y g n in g h v i l e r h é l p a a d e n ,
om den, som deres M iddelpunkt sig sam le
de nye T ider venligt med de gam le.“
Det var denne Hovedtanke, Grundtvig senere gjorde
gældende; men Mynster udtaler den, som vi se, allerede
ved denne Lejlighed. — Han fortsætter:
„Thi hvo r vor Slægtes K rønike begynder,
ved T idens Udspring ved det dybe Fald,
en himm elsk Røst de F aldne alt forkynder,
en F red en s F y rste dem oprejse skal.
Ved ham skal F olket frelses fra dets Synder,
fra ham skal udgaa H immerigets Kald;
ham F aderen gav over Alting Magt,
at Alt ved ham skal vorde underlagt.
Du kendte, at det er ej tomm e Leg,
ej et Bedrag, af snedig L ist opspunden;
fra H im lens lyse H erlighed han steg,
og blev i Ydmyghed ib land t os funden,
og Mørket for den Herlige bortveg,
og Jo rden blev med H immelen forbunden.
Han blev i Gravens skum le Gemme lagt,
men h an h a r ov ervundet Dødens Magt.
Det er en underfuld og hellig Tale,
vel væ rd b land t alle Mennesker at æres,
den skal — at vække dem af dorske Dvale —
fra Slægt til Slægt i stadigt Minde bæ res;
det sorrigfulde Sind den kan husvale,
og Livets bedste K ræ fter ved den næ res.
Dens Gave er en høj og evig Fred,
dens Læ rdom : T ro og Haab og Kærlighed.