92 / 209
74
Det er nu værd at lægge Mærke til, hvor lidt
den Aand, der var kommen til Gennembrud hos
Mynster, har med den romantiske at skaffe. Vel gør
Mynster Front mod den ældre Tid og er unægtelig
Fremtidens Mand, men ikke saaledes, at han vil et
ulægeligt Brud med det Gamle: han vil kun have det
gennemrenset med det Salt, hvis Kraft han selv har
følt. Medens Oehlenschlåger efter den berømte Samtale
med Steffens gik hjem og skrev hint Digt, som er
kaldt det mest romantiske i den danske Literatur,
fører Mynster, da Guds Aand har besøgt ham, en al
vorlig Enetale med sig selv om g am m e l og ny M o ral.
Det er det gamle og ny Menneske i ham, der her
veksler Replikker. Udgangspunktet er Spørgsmaalet:
«Hvad skal jeg gøre for at arve det evige Liv?» —
Svaret er ikke overspændt; det er Frelserens Ord:
«Hold i Dit Hjertes Enfoldighed Guds Bud, og Du vil
faa Fred i Din Sjæl og have Dig en evig Arv beredt;
men vil Du være fuldkommen, saa sælg Dit Gods og
følg Jesns.» Men den anden Person i Dialogen kan
ingenlunde gaa ind herpaa. Det Første ansér han for
en Filistermoral, der kuer og tilintetgør det Ædle og
Store i Mennesket; det Andet kan aldrig praktiseres af
den, der til sine Medmenneskers Bedste og sin egen
Ære vil udrette Noget i Verden. Skal man sønderrive
de Baand, som selve Naturen helliger, bortvende sit
Sind fra Alt, hvad der sanses, og kun fylde sin Tanke
med det, der ikke sés. Skal man ophøre at interessere
sig for sig selv?» — Du skal elske Din Næste som Dig
selv, svares der, og Dig selv ikke højere, end Du elsker
Kristus; men naar hans Tjeneste f o r d r e r d e t, s k a l
Du fornægte Alt: Vellyst, Ære, Rigdom, Magt og Liv,
ja selv Dine kæreste Forbindelser. Medens den gæl
dende Moral gaar paa Akkord med Alt, hvad der til
hører Verden, opstiller Kristendommen et E n t e n -
E l l e r . «Den opfordrer al Fornuftens, Begæringens og