JPMynster

Kun den, som vil gøre hans Vilje, som ham udsendte,

skal kende,

0111

Lærdommen er af Gud, eller han talede

af sig selv*).» — «Du synes at tale af Overbevisning;

men Dine Ord ville være disse Menneskens Børn en

Daarliglied.» — «Og jeg skulde skamme mig ved h a n s

Ord for denne forvendte Slægt! — O min Ven! gid jeg

kunde bevare, agte, lyde disse Ord, som jeg véd, jeg

burde; gid jeg saaledes kunde vinde den hellige Kraft,

den Kærlighed, den Standhaftighed i Fristelser og i

Ulykker, den Fred i Liv og Død, hvormed jeg véd, at

denne Lydighed stedse mere vilde fylde mit Hjerte —

da vilde jeg sige til disse Menneskens Børn: dette har

Livet bragt mig; hvad har det bragt Eder?» — —

Den Afhandling, hvori disse Anskuelser ere frem

satte, er mærket med Aarstallet 1804. Den er altsaa

udarbejdet paa en Tid, hvor Gennembruddet og dets

Resultat fuldstændig havde klaret sig hos Forfatteren.

Da han (mere end 40 Aar derefter) atter gennemlæste

den, var det ikke uden Tilfredshed. Ikke saa underligt:

han fik et Pust fra det Kildespring, der en Gang med

Aandens Magt var vældet op i hans Inderste, et Glimt

af de Stjerner, under hvis Tegn han havde stillet sig,

og til hvis Ledelse han havde betroet sig. Dialogen

«K risti Moral» er maaske det vigtigste Dokument til

Mynsters Sjælehistorie. Affattet paa et Tidspunkt, hvor

han umuligt kunde dupere sig selv med Hensyn til,

hvad der var sket, foreligger den som et avthentisk

Vidnesbyrd om Gennembruddet og dets Facticitet. Det

Hele er da ingen Illusion eller en skjult Produktion

af Forestillingsevnens hemmeligt arbejdende Kraft;

Noget, der yderligt bestyrkes ved den Kendsgerning, at

Mynsters Fantasi var en af hans aller svageste Sjæls

virksomheder. Havde Fantasien været saa stærk hos

ham, som Attraaen efter at blive Digter var heftig,

*) Joh. Evang. 7, 17.