JPMynster

borgerlig Moral er sikkert nok (og det er den, Mynsters

tidligere alter ego i Dialogen gør sig til Repræsentant

for); men at den ogsaa kan forvendes til den mest op

rørende Selvsyge og Hensynsløshed, derpaa turde navn

lig «den store Napoleon» være et Bevis. Imidlertid

var Napoleons Optræden i Belysning af Tidens

Modeideal ikke blot fænomenal, men saa glimrende,

at det ikke alene er forstaaeligt, at Smaaaander (som

N. C. Bjerring, «den lille Marat», i København og hans

Ven, den politiske Vejrhane, Malte Bruun i Paris) svim

lede derved; men at ogsaa betydeligere Mænd, som den af

Mynster og Grundtvig lige højt beundrede Historie

skriver Johannes Müller, tabte deres moralske Ligevægt

ved dette Syn. Medens da saa at sige hele Verden drejede

sig tilbedende mod den mægtig opgaaende Dagens Stjerne,

vendte Mynster sig med Uvilje bort. Karakteristisk

skriver han i sine Optegnelser fra 1804: «Det gør mig

næsten ondt, at der ikke er bleven Andet af Bonaparte

end en Kejser. Som General var han en fornem Mand,

som Kejser er han kun en Parvenü» *). Thi det er det

store Omslag, hint Gennembrud bevirker i Mynsters

Sjæl, at han fornægter denne Verdens Afguder og Halv

guder, at han ikke mere stræber at opnaa en Plads

paa den jordiske Æretrones mange Trin, at han ikke

som før vil have sin egen Vilje frem, skønt der var en

mægtig Drift dertil i hans Indre, og hans Energi var

øvet gennem Aaringer. Nu kapitulerer han lige over

for Gud og tager sin Vilje til Len af ham: « Ikke som

jeg v il, H e r re , m en som Du vil!» Fra nu af er han

Guds Stridsmand, hans tro Vasal.

*) Blade etc. 8.