104 / 209
8 6
slagen af Kristus, og i mere end 30 Aar, i henved en
Menneskealder, bærer han Herrens Evangelium viden
om Lande. Arbejdende i sit Ansigts Sved for Brødet
til sit og sine Ledsageres Underhold*), syg, saaret,
mishandlet, forfaren i utrolige Lidelser**), bliver han,
der forhen foragtede Kristi Kors, fra nu af dets uaf
ladelige Ophøjer; han, Haderen, bliver Kærlighedens
Lovsanger. —
Alt dette Underlige — F o r u n d e r l ig e forstod
Mynster nu — han var jo selv bleven berørt af Herrens
Finger. —
Det var ikke egenlig Trostrang, der drev Mynster
(som den drev Grundtvig) til Studiet af den hellige
Skrift. Trostrang har vist nok drevet Mange til at
slaa deres Bibel op, og de har i den fundet den frel
sende Planke, som kunde bære dem gennem Livets
Bølgeslag. — Mynster føler sig saa ulykkelig, som et
Menneske kan føle sig; da læser han den hellige Hi
storie, og sé: der er en Gang i Tiden foregaaet Noget,
der giver ham Svar paa hans Livs mest paatrængende
Spørgsrnaal, som yder ham fuld Forstaaelse og tager
Del i hans dybeste Vé. — Han føler Trang til at faa
sin moralske Følelses Krav og sit Hjertes smerteligste
Savn tilfredsstillet, og sé: Aabenbaringsdokumentet
skænker ham Fyldestgørelsen. — Han havde i Gennem
bruddets Øjeblik givet sin Vilje Gud i Vold, og sé:
Kristus har sagt: «Min Lære er ikke min, men hans,
der sendte mig; om N ogen v il gø re hans V ilje ,
skal han kende
0111
Læren, enten den er af Gud, eller
jeg taler af mig selv» ***). — Fra nu af bliver Biblen
og da først og fremmest Evangeliet Mynsters aandelige
Udgangspunkt: han føler sin Sjæl fangen i «dette Guds
*) Acta XX, 34.
**) 2det Brev til Korintierne XI, 23—29.
***) Johannes Evang. VII, 16—17. (Skat Rørdams Oversættelse).