JPMynster

o. s. v. . . . . Læseren kan nu selv fortsætte efter Behag;

det er ikke saa vanskeligt, naar Tonen en Gang er

anslaaet. Men man forestille sig nu disse Begiven

heder (der ere a l d e l e s overensstemmende rned den

historiske Sandhed) fortalte i en gammel Krønike, hvis

Affattelsestid falder i det første Aarhundrede af vor

Tidsregning. «Umuligt!» vilde en Kritiker (der var paa

Moden) sige, «det er ikke Historie, men Mythedigt-

ning. Jeg skal paavise den Kærne, hvoraf den har

udviklet sig; den lindes i en Mængde Æventyr fra det

yderste Norden til ind i Asien. Det er den begavede,

unge Mand af ringe Herkomst (i de nordiske Æventyr

hedder han «Askeladden»), der paa en urimelig kort

Tid gør ubegribelig Lykke og ender med at faa «Prin

sessen og det halve Rige.» Paa den Tid, hin Æventyr-

helt «Napoleon» skal have levet, véd man, at der ud

kom et Æventyrdigt, «Aladdin», af den Art oppe et

Steds i Norden. Dette skal i flere Generationer have

været ret yndet Læsning hos de nordiske Folk: deres

Fantasi digtede nu Æventyret om til en historisk

Virkelighed: Aladdin blev til Napoleon, og lians Tict

henlagdes til det Tidspunkt, hvorpaa «Aladdin» blev

til.» — «Nej,» vilde en anden, dybsindig Kritikus sige,,

«dette Sagn om «Napoleon» er aabenbart en S o l-

m y th e . Lad os dog lægge Mærke til, at lians Op

gangstid finder Sted i

Levanten,

i Orienten (Ægypten),

derpaa kulminerer han og «dør paa Sk Helena langt

ude i det vestlige Ocean,» d. e. Solen, der synes at

gaa ned langt ude i Verdenshavet. Og rimeligvis er

det Vintersolen, der er symboliseret i denne Mytlie,

da hele denne saakaldte •Napoleon,s» glimrende lå n e

fortælles at have haft et saa kort Forlib,» = Saa vidt.

mulige Fremtids Kritikere.

Men man véd, hvor betagne Mange feleve af

Strausz’ «Opdagelse»; ikke blot fn riiie Hegelianere

som B ru n o B a u e r, i hvem åen htgeUke Logik