110 / 209
92
at have forvandlet sig til Sprængstof og være eksplo
deret; men ogsaa lærde og skarpsindige Universitets
lærere som F. C. B a u r . Dreven frem af Strausz’ Tanke,
tog denne Mand et stort, kritisk Arbejde op og fik ud
mærkede Medarbejdere. Det er den berømte T ü b i n
ge r sko le . — F. C. Baur valgte sin kritiske Operations
basis i Galaterbrevet, «det ægteste af alle paulinske
Breve». Den skarpe Differens, han her mente at finde
mellem Peters og Paulus’ dogmatiske Opfattelse af Kristi
Lære*), skulde være Nøglen til Kirkens Udvikling i de
.2 første kristelige Aarhundreder. Kristendommen, paa
stod ban, var begyndt som J ø d e k r i s t e n d o m ; det var
d e n , Peter, Johannes og «Herrens Broder» Jakob havde
holdt strengt over. Da traadte Paulus op med s i t
«Evangelium», erklærede den jødiske Ceremoniallov
Krig, og nu var Striden i lange Tider standende over
hele Linjen. Ikke en Gang Paulus’ Martyrdød kunde
forsone hans Modstanderes Vrede: rimeligvis var han
«Simon Troldkarl», Apostelhistoriens uhyggeligste Skik
kelse, der i Modsætning til den rigtige Simon (Petros,
Klippemanden) havde erholdt sit hadefulde Tilnavn.
Først efter Jerusalems Fald begyndte den voldsomme
Strid at udjævnes. «Apostlenes Gerninger» er For
soningsskriftet. «Her synes Peter at have overtaget
Paulus’ Bolle og omvendt.» Hele Tübingerpartiet jub
lede ved denne Afsløring af Lukas’ ireniske Under
fundighed; den besørgedes af Dr. Zeller, Baurs Svi
gersøn. Kirkens Historie i de 2 første Aarhundreder
blev gjort til et Sidestykke til de forargelige Stridig
heder mellem Streng-Lutheranere og Filippister, som
førtes i det 16de Aarhundrede. Lukas skulde da være
en anden Martin Bucer. De (formenlig) dybe Diffe
renser mellem Hovedapostlene skulde være Prøvestenen
for de nytestamentlige Skrifters Ægthed: kun de 4
*) Brevet til Galaterne, II, 11—16.