JPMynster

1860*): «Mynster stræber at faststille det historisk

Givne, at bemægtige sig det i alle Retninger; ingen

uberettiget Skepsis, ingen indgroet Fordom formaar at

forvirre ham. Hans Kombinationsevne er udmærket:

Tid og Sted, Verdens daværende Tilstand, de tilsyne

ladende tilfældige Begivenheder, samt langtfra hentede,

men dog sikre Oplysninger, maa understøtte Forsk

ningen. Den for Kritikeren og Historikeren saa nød

vendige Intuition kommer til. Probabilitetsgrunde for

agter han ikke, men støtter ikke Mere derpaa end,

hvad støttes kan. Han oversér ingen opkastet Tvivl,

men behandler enhver saadan efter dens virkelige Be

tydning; ogsaa her maa Historien holde Faklen for

ham. Først d a drager han sine Slutninger. Der er

noget Sundt, Stærkt, Robust over Mynsters Kritik. Man

studser ofte ved at blive kaldt til Vidne paa, at Mod

standerne have sluttet falsk, fordi de have stirret sig

blinde.» Dog tilføjer Rudelbach med Hensyn til Frag

menterne, at det ikke kan nægtes, at Mynster i en

altfor sén Alder tog fat paa Udarbejdelsen af Oldtidens

Kirkehistorie: «det Bedre synes her at have været en

Fjende af det Gode». «Nu var Ungdommens impetus

borte og Manddommens vigueur for en Del hensvunden.

Vel er meget Respektabelt præsteret i hine Afhandlinger,

og det Mynsterske ingenium har sat sit Spor; men

Stoffet har tilsidst overvældet ham»**).

Jeg har tidligere paa disse Blade hævdet, at da

Mynster i hin Overgangsalder, hvor Ynglingen bliver

til Mand, følte sig greben af en mægtig Aand, da var

*) II R. 5te B.

**) Jvnfr. hermed Brev til Biskop Engelstoft Oktbr. 1852.

A. S. 226.