117 / 209
99
denne i k k e den frembrydende Romantiks. Kun ét
havde disse Aander tilfælles: den protesterende Kraft
mod det Aarhundrede, der i dristigt Overmod mente
at kunne slaa en Streg over, hvad forrige Sekler havde
ydet. Det 18de Aarhundrede saa frem og ikke tilbage:
bagved det (følte det sig overbevist om) var kun Van
kundighed og Lysfjendskab. — Det er Romantikkens
uvisnelige og maaske eneste, varige Fortjeneste, at den
for stedse har hævdet henrundne Tiders Betydning for
en nærværende. Men den Fortid, Romantikken i det
19de Aarhundredes Begyndelse saa tilbage til, var en
Illusion; den har egenlig aldrig eksisteret: dens Oldtid
og Middelalder laa væsenlig i Fantasiens Verden.
Anderledes med den Aand, der greb den unge
Mynster. Ogsaa den pegede tilbage til Fortiden og
mindede om de Tider, der havde været; men det var
en Sandhedens og Virkelighedens Aand, derfor førte
den sin Neofyt tilbage til det, der havde historisk
Realitet. Om ellers Nogen, havde Mynster været stedt
i Oplysningstidens «Sturm und Drang»: -ved egen Dyg
tighed og Kraft vilde han erobre sig sin Plads i Verden.
Nu vendes hans Blik, og det ser tilbage mod Opvældet
til den Kirke, hvis svorne Tjener han for Fremtiden
vilde være. L u t h e r er i disse Aar atter og atter i
hans Tanker. — Som Mynster forstod Paulus, saaledes
forstod han nu ogsaa en anden af Herrens gode Mænd,
den saksiske Bondesøn, vor ypperste Kirkefader. Thi
var det dog ikke i samme Aand, om end ikke paa
samme Viis, at de Begge havde søgt det Højeste? Havde
ikke Begge ment at kunne tiltrodse sig Ære for Gud
og Mennesker ved Gerningernes Retfærdighed? Maatte
ikke Luthers Ord om hans aandelige Hjemsøgelse; «Jo
mere jeg søgte og mente at komme Gud nærmere,
desto længere kom jeg fra ham. Nej — han lader sig
ikke finde saaledes, han vil være u fu n d e n for os, han
maa selv først komme til os og hjemsøge os; ved vor
1*