123 / 209
105
kerhed: Overbevisningen i hans Indre svigter ham ikke
et Sekund, og med fuld og fast Bestemthed fremsætter
han den. — Ikke uden en vis bitter Spot skildrer han,
hvor vaklende og vigende den danske Kirke for Tiden
fremstiller sig: De, der skulle høre, komme ikke til
Stede; de, der skulle tale, véd ofte ikke, hvad de skulle
finde paa at sige. Man renser sin Tale for «orientalske
og mystiske Udtryk»; det hjælper ikke. Man gør Lær
dommene saa populære, at de næsten miste deres
væsenlige Indhold; det hjælper heller ikke. Man laver
ny Psalmer i Tidens Aand; heller ikke det hjælper.
Nu gør man den sidste Anstrengelse: man vil forandre
Liturgien. «Ak, om det genstridige Fænomen endda
vedblev? — Men Haabet er Menneskets tro Ledsager,
og sjælden har Nogen, som først begyndte at bygge
paa Sand, afladt dermed . . . . At der i det gamle Ritual
findes matte og upassende Tanker og Udtryk, er der
vel Ingen, der nægter; men er det n u Tid at foretage
Forandringer deri?» Det er fremgaaet af en levende
religiøs Stemning i Folket; lever denne Religiøsitet
endnu, eller er man ikke snarere irreligiøs?— «Kirke
bønner og Formularer skulle vel være et Udtryk for
Menighedens Tro. Men hvilken er n u Menighedens
Tro? Den kristelige? Vi vide, hvor mange Betyd
ninger dette Navn har faaet; er ikke Alt, hvad hertil
hører, rystet i sit Inderste? og af de endnu vaklende,
endnu faldende Ruiner tage vi Afbildningen og sige:
sér Staden i dens Skønh ed !» ------------Biskop Bojsens
Forslag er fremgaaet af en ren vilkaarlig og subjektiv
Følelse; det vil af dem, der tiltror sig Skønhedssans
(og det gør Alle) blive forandret i det Uendelige. Han
vil have den kirkelige «Undervisning» banet Vej til
Hjertet gennem Sanserne og anbefaler i saa Henseende
«udvo rte s Scener» . Det kirkelige Foredrag skal
blandes med Sang. Men «fordi et pludselig indfaldende
Kor har været regnet blandt de endog forbrugte Theater-