127 / 209
109
Lærere! betænker dog vel dette: I saa mange Aar ere vi
gaaede frem, og hvor meget! Hvor megen Oplysning er
ikke udbredt, hvor er ikke Alt bleven praktisk-moralsk,
smukt og populært under Eders Hænder — og alligevel
klage I over, at Religiøsitet og Moral forsvinde under
Eders Hænder. Thi sandt er det, vor Slægt mangler
virkelig Gudsfrygt eller den Tænkemaade, hvorved m an
g a a r frem m ed s ta d i g t H e n sy n til d e t Ev ige ; den
mangler "virkelig Dyd eller den Kraft, som duer til
noget Godt. I ere selv forandrede fra de forrige Tider;
men ere I kun forandrede til det Bedre, hvorfor er
det dog sket saa helt anderledes med dem, I skulle
belære?» —
Denne Mynsters første offenliggjorte Afhandling,
der i vor religiøse Literatur indtager samme Plads
som Oehlenschlågers Digte *af 1803 i vor poetiske,
havde en med disse ikke ulig Skæbne. Nogle mente,
at den unge Præst vel havde Ret i Meget, skønt han
burde have udtrykt sig med større Hensynsfuldhed.
{Det er Fejghedens sædvanlige Manér: man har Intet
mod et Angreb paa Den og Den; dog vogter man sig
vel for at stille sig paa Angriberens Side, men tager
offenlig som privat tilbørlig Afstand fra ham). Men
den dygtigste af vore rationalistiske Præster, H. G.
Clausen, der ellers ingenlunde var enig med sin Ven,
-Biskop Bojsen, kaldte Mynster «en Obskurant, der
ønskede at opnaa et godt Præstekald.» Biskop Balle
gav ham ved en Provsteindsættelse en ikke utydelig
Reprimande. Jonas Rein kaldte ham spotvis «Døberen».
Ja, selv den venskabeligsindede men desorienterede
Rahbek satte ham i Klasse med den norske Lægprædi
kant Hans Hauge*). — Derimod kunde Mynster glæde
sig ved saa selvstændige Mænds Samstemning som
J. N. Bruuns og B. G. Niebuhrs. Den energiske og
*) Fr. Schmidts Dagbøger 1868, S. 65.