133 / 209
mod Papisterne. Men hans Standpunkt var ikke den
forstenede Orthodoksis. Han var en levende Aand og
en ivrig theologisk Disputator; saa ivrig, at den sagt
modige P. A. Fenger en Gang i en Samtale med hans
Dattersøn, vor nuværende Biskop, Skat Rørdam, kaldte
hans Bedstefader «en Kamphane»*). Der er næppe
nogen Tvivl om, at den jævnlige Samværen med Engel-
breth har virket æggende og opmuntrende paa Myn
sters kristelige Erkendelse, og at han i dette Forhold
(hvad man næsten skulde antage efter hans Bemærk
ning i Avtobiografien) ikke blot har været den Ydende,
men ogsaa den Modtagende.
Mynster har da ikke savnet Mænd, med hvem
han kunde tale om Andet end Præstegaardsavlingen
og Døgnets Nyheder. Men kvindeligt Selskab har manglet
ham, og især har han dybt følt Savnet af ikke at be
sidde en trofast og kærlig Hustru i sit Hjem. Man
ser det af de Optegnelser, der ere bevarede fra hans
første Spjellerupstid: «Det falder et ungt Menneske
vanskeligt,» hedder det her, «at opløfte sig til Tanken
om den Himmel, hvori de hverken tage til Ægte ej
heller udgiftes. Dog er Himlen saadan.» Man ser
det af hans trykte Digte (der kun have lidet poetisk,
men meget biografisk Værd) saaledes af nogle Vers fra
1802. Den unge Landsbypræst vandrer en Sommer
morgen i sin Have. Han erindrer Nattens Drømme
og Længsler:
„Hvor Alting aand er re n t; de svale Vinde
h a r Dagens hede Luft afkølt igen,
og klare Morgentimerne oprinde.
O, svinder, Drømme, I med N atten hen!
Mit H jerte væ re from t igen og stille,
som Morgentimerne oprinde milde.
115
*) Mundtlig Meddelelse.
8*