JPMynster

120

lige Kærlighed»; men hendes Hjerte har vistnok været

mere hedt og brusende end varmt og mildt.

Lige overfor begavede unge Mænd, der droges

imod hende, men manglede Holdning og Selvbeher

skelse, kunde hun snart være sympathetisk-lokkende,

snart magtfuld: der har (hende selv naturligvis ube

vidst) næppe blandet sig saa liden diplomatisk Kløgt i

hendes stærkt til Skue baarne Lyst til at være «oprigtig»

og «uaffekteret», hendes Had til alt «Mjøseri»*). Den

sentimentalt-melankolske Molbech vender og drejer sig

ynkeligt, da han mærker, han har indviklet sig for dybt

i hendes Masker. Den drømmende, blødhjertede, lidt

jomfrunalske Poet, J u s t M a tth ia s T h ie le , har under

tiden følt Grebet af hendes ildfulde Aand, «som Ganyméd

følte Ørnens Klo i sit Haar», da han løftedes højt op

mod Skyerne**). — Men i M y n s te r fandt hun en Mand,

hun ikke mægtede at beherske. Som ovenfor sagt: I

Begyndelsen af sit Spjellerupsliv var Mynster ikke

uden Følelse af Savn af vakre Kvinder. Hans Hus

holderske var proper, ordenlig og paalidelig, men og-

saa arrig og umedgørlig og paaskønnede kun lidet den

Hensynsfuldhed, hendes Husbond under Sygdomstil

fælde viste hende. Mere Behag fandt han i Nabo

præstekonen, M adam B jø rn . Hun kunde være skarp

og spottelysten i Omtalen af og Omgangen med dem,

hun ikke kunde lide, men vittig og venlig mellem dem,

hun holdt af; og til disse hørte Mynster. Det tilfreds

stillede ham altid at træffe hende i hendes Hjem paa

Vemmetofte eller i de Selskabskredse, som vare dem

fælles. Til sidst blev hun ham dog lidt for «haard -

før». — Da var det i Efteraaret 1804, at han kom til

at modtage Kamma Rahbek og hendes Mand i sin

*) Som bekendt hentet fra Peder Clausens «Norges Beskri

velse»: «Mjøsen er et svigefuldt, ulykkebringende Vand».

**) Jvnfr. «Erindringer fra Bakkehuset».