140 / 209
122
i Mynster er for første Gang Ma n d s i d e a l e t i sin ny
og ædle Skikkelse traadt Kamma Rahbek i Møde.
Hendes Mand kunde til Trods for alle sine gode og for
træffelige Egenskaber undertiden være ret kællingeagtig.
At gøre My n s t e r til Genstand for sit «Kæleri» (Kvindens
Snigvej til Herredømme over Manden), dette farlige
«Kæleri», som Molbech, Thiele og «den lille søde Græker»
Lunzi vare Genstand for — kunde aldrig falde Kamma ind.
Mynster imponerede hende. Hendes Passion gengældte
han med ridderlig Courtoisie*) og tempererede den
med loyal Venskabelighed og lunefuld Ligefremhed.
Hendes impetuøse Interesserthed i hans Anliggender og
hendes skinsyge Opmærksomhed paa dem, der ønskede
«at vinde ham», mødte han med venlig Overlegenhed
og uantastelig Ro. — Men hendes varme Velvilje har
han været hende saare taknemlig for, og med Rette;
thi hendes smigrende Opmuntring af hans Talenter
skylde vi sikkert hele Mynsters første Forfatterskab.
Og da «godt begyndt, er halv fuldendt», kunne vi uden
Overdrivelse sige, at u d e n K a mma R a h b e k v a r
My n s t e r (menneskelig talt!) ma a s k é i k k e bl e ven
d en , h a n b lev . Her og netop h e r burde Litera tu r
historien rejse hendes velfortjente Monument; thi dette
er hendes største Redrift; hvad hun ellers har været
for Mænd, indskrænker sig til forbigaaende Impulser
og oprømte Sindsstemninger.
Mynsters Retydning for Kamma Rahbek er ret
karakteristisk. Som den ny Tids Rarn havde Kamma
Rahbek «altid haft en religiøs Tendens». Hun havde
sværmet for den udmærkede Prædikant Adler (senere
Biskop i Slesvig), dernæst en Stund for Rationalisten
Marezoll ved Petri tyske Kirke. Da hun nu traf paa
ham, der skulde gøre Epoke i dansk Homiletik, sagde
*) Jvnfr. Digtet paa hendes Fødselsdag i Blandede Skrifter
III, 378.