143 / 209
125
hans Kristendomsforkyndelse dem noget Nyt, og han
havde fundet megen Opmærksomhed i sine Kirker.
Men efterhaanden blev hans Prædiken dem noget Vane
mæssigt. Det forstyrrede Mynster, naar han med al
Inderlighed forkyndte Guds Ord, at sé En sidde halv
sovende, en Anden eftersé de sidste Psalmers Numre
paa Tavlen for derefter at oplede dem i sin Bog, en
Tredje sidde stiv og kold, fordi hans Præsts Ord faldt
paa hans Hjerte som paa Stengrund. Det ærgrede
ham, naar han saa sine Sognebønder søvnigt og tvært
yde ham, hvad de vare forpligtede til, fordi de vidste,
at det laa langt fra h am at staa paa sin Ret. Dertil
kom den ulykkelige Krig med England, der, begyndt
1807 og fortsat fra Danmarks Side paa den stakkels
Voldtagnes Vis, absolut maatte demoralisere Folket og
ikke mindst B ønd e rn e .
Hvad disse Sidste mente
0111
Mynster, er ikke vanskeligt at ane. Det var ikke
den Slags Præster, de vare vante til. Hvor kunde
denne unge, slanke Mand med den urbane Optræden
behage dem?! — En Præst paa Landet skulde være
en Mand, der med Adstadighed og vedtægtsmæssig
Gravitet udførte, hvad Kirketjenesten paalagde ham;
der med et Par Smilehuller, som forsvandt i hans fede
Kinder, og med en ansélig Mave, der korresponderede
med et urokkeligt Jævnsind, færdedes imellem dem.
Eller de kunde ogsaa for en Gangs Skyld bruge en
Pietist, der paa de halvdannede Lægprædikanters Vis
holdt svovllugtende Taler om Synd og Helvede*). For
den Slags Tilhørere (og saaledes v a r og b l i v e r Fler
tallet) kunde Mynsters indtrængende, men stilfærdige
Formaninger ikke have nogen Vægt. — Heller ikke de
Fattige lykkedes det ham at vinde. Hvor ofte de om*) Man erindre sig, hvad en Bonde svarede en i Tjenesten
ivrig Rationalist, der klagede over det ringe Kirkebesøg: «Fa’er
taler v e l nok; men han s t r a f f e r os ikke».