JPMynster

131

siger et Sted, at hans Sindsstemning var meget af

hængig af, hvorledes det borgerlige og aandelige Liv for

mede sig herhjemme, og vi tro ham fuldt ud paa hans

Ord: han var en altfor god Patriot, en altfor in ter

esseret Aandens Mand til, at det ikke skulde være saa.

De politiske Forhold i D anm ark omkring 1814 vare

da ogsaa alt Andet end lystelige *). I den aandelige

Verden var der Liv og Bevægelse nok , baade den

m indre Heiberg—Grundtvigske Fejde i Anledning af

den Ingemannske Poesi, sam t den store Baggesenske.

Skønt Mynster var en af de Første, der anede en be

tydelig Digter i Ingemann**), h a r han dog sikkert

givet den yngre Heiberg Bet iMeget, og i dette lite

rære Sammenstød h a r næppe

Noget været ham til

Forargelse. Derimod vamlede den Baggesenske Fejde

ham , navnlig fand t han de Projektiler, den store Vers-

kunstner anvendte, uværdige for hans Digtersnille. Man

fejler næppe, n aa r m an her tænker paa Baggesens pole

miske Læredigt, «Pindsvinet». Mynster var naturligvis

en altfor selvstændig og betydelig Aand til, at han ikke

skulde kunne værdsætte et em inent Talent som Bagge

sens***); alligevel viser det en Begrænsning hos ham ,

at han ikke indsaa, at Baggesen med sin spillende

Aandslivlighed og virtuosmæssige Udadvendthed bundede

i et helt andet Temperament end hans eget. Medens

Mynster som ingen Anden var indøvet i det indre

Livs Glæder og Smerter, og efter Anspændelse og Lidel

ser endelig fandt sit sikre Tyngdepunkt, var Baggesen

stadig' engageret af de Forhold, hvo runder han i Øje

blikket befandt sig. Som h a n var, maatte han nød-

*) Sé M.s Breve til Engelbreth Nr. 1: «Dersom vi nu havde

en Stærkodder i fremmede Lande; gid han da vilde vende hjem.»

**) Sé hans Bemærkn. om «Parizade» i Breve fra M.

***) Sé hans Anmeldelse af Hertz’s «Gengangerbreve», optagen

i Bl. Skr. II.