JPMynster

132

vendigvis atter og atter karam bo lere med dansk Mage

lighed og dansk Flegma.

Det kan dog næppe have været h in med Afbrydelser

førte literære Syvaarskrig, hvori Alle i den lærde Ver

den passivt eller aktivt toge Del, som h a r forstyrret

hans Sindsro. — Heller ikke h a r h an kunnet være

utilfreds med den Paaskønnelse, han fandt. I Begyn

delsen var han vel som P ræ d ikan t m istænkt for at

lielde til «Sværmeri» og «Mysticisme», og det kunde

hænde, at en eller anden theologisk Student, n aa r han

kom ud fra Mynsters Kirke, straks skraaede over paa

den anden Side af Gaden, for at Ingen skulde lægge

Mærke til, at han havde været dér*). Dog, Sligt for

tog sig efterhaanden, og mere og mere kunde den ny

P ræ st glæde sig ved en fyldt Kirke. Ogsaa hans Kon

firm ander tiltog i Antal. — Jeg tro r ikke at fejle ved

at antage**), at en stadig Anledning til Utilfredshed

og M isstemning blev givet ham i Ivollegaskabet med

Stiftsprovst Clausen. — Man indvende ikke, at noget

Sligt omtales hverken i Mynsters Avtobiografi eller

Breve; m an agte dog paa Forholdene.

H e n r i k G e o rg C l a u s e n er den sidste og dyg

tigste Repræsentant i København (ja vel i hele Landet)

for rationalistisk P ræd iken og Præstegerning. Han er

sikkert af ikke ringe Betydning, og hans Søn, Uni

versitetslæ reren Henrik Nikolai Clausen, komm er til

T rods for sine anerkendelsesværdige Egenskaber ikke

let op ved Siden af Faderen, n a a r Historien skal ra n

gere Begge. Der h a r været lærdere og aandfuldere

Rationalister end H. G. Clausen: Adler var det, og

fremfor Alle Bastholm ; men hvor højst agtværdige de end

vare; m. H. t. K araktér og Personlighed overgaar Clausen

*) Fr. Hammerich: Et Levnedsløb I., 184.

**) Saa meget mere som en tidskyndig Mand som gi. Stifts

provst Rotlie i saa Henseende har givet mig et Vink.