JPMynster

154 / 209

136
sen. Ogsaa den Animositet, som Mynster tidlig nærede
mod den yngre Clausen*),og som denne rigelig gen­
gældte**), kan skrive sig fra, at han aldrig h a r be­
fundet sig rigtig vel i Stiftsprovstens Hjem, hvor han
naturligvis i mange Aar maa have haft Æ rende.
Hele denne Udvikling h a r til Hensigt at kon sta­
tere, at Mynster i T iden 1812—28, da han baade som
Kapellan ved F rue Kirke og som Læ rer ved P asto ral­
sem inariet havde H. G. Clausen til sin Overordnede
(til T rods for, at der ikke foreligger dokum entariske
Kendsgerninger) m aa have følt dette Forho ld som en
Torn i sit Kød, der ikke var til at drage ud. To
usprøde Stene male nu en Gang ikke godt sammen,
og Clausen h a r nok, myndig og dom inerende som han
var, ogsaa ønsket at udstrække sit Supremati over den
16 Aar yngre Kollega til det aandelige Omraade***).
Heri h a r han dog fundet en meget bestem t Modstand
fra Mynsters Side; derom vidner tilstrækkeligt de af
denne holdte P r æ d i k e n e r i F rue Kirke (udg. 1815),
T a l e r v e d R e f o r m a t i o n s f e s t e n 1817 og A f s k e d s ­
p r æ d i k e n 1828. N o g e t m e r e p a a t v æ r s a f C la u -
s e n s F o r k y n d e l s e k a n ik k e v e l tæ n k e s f ) . Mellem
disse to Mænd er da i mere end Halvdelen af en
M enneskealder ført en, vel stille og harm løs, men der­
for ikke m indre sejg og udholdende Kamp, som det
lidet fintmærkende Pub likum næppe tilstrækkelig h a r
skønnet; men hvis E robringer de Stridende desto
mere h a r m arkeret, ligesom de smertelig maa have
følt de Saar, de ikke kunde undgaa at slaa hinanden.
*) Sé Brevene til Engelbreth.
**) Sé Cl.s Memoirer, navnlig 297—99.
***) At han i sit Hus ogsaa først og fremmest har været H e r ­
r e n , slutter jeg af den Blyhed, som endnu i Oldingeaarene var
ejendommelig for Sønnen. Sé iøvrigt dennes «Optegnelser».
f) I Brevet til Engelbreth 16/i 1825 (Nr. 13) vil Mynster ikke
en Gang indrømme Rationalisterne Ret til at kalde sig Kristne.