159 / 209
141
skikkelse til at styre det højere Lærdomsvæsen, var
en stor Reformven. Og mange gode Idéer vare unægte
lig fremkomne i den Komm ission, for hvilken han
førte Præsidiet. Men mange gamle, erfarne Skolemænd
rystede paa Hovedet ved at sé det, der n u efter Her
tugens Forslag skulde læres. Saaledes udb rød Rektor
W orm i Horsens: «Hvor skal der dog blive T id til at
undervise i Alt dette, og Hvem vil m an faa til at
undervise heri?!» — Med Hensyn til det Fø rste hjalp
nu de fleste Skoler sig saaledes, at de lode Alt blive i
den gamle Slendrian. Med Hensyn til det Sidste vare
Avtoriteterne ikke i Forlegenhed: m an oprettede et
pædagogisk Sem inarium paa B laagaard, der skulde u d
danne Faglærere, som efter endt Eksam en kunde over
tage Adjunkt- og senere avancere til Rektorposter. Og
endelig gjorde m an Pædagogik og Methodik til Hoved-
og Fællesfag for alle Sem inarister; det var nemlig
«M e th o d e n » , det først og fremmest kom an paa:
denne var kun é n , og blev den rigtig gennemført,
skulde nok Alt blive godt. — Det Hele havde im idler
tid ingen Art, og ikke mange Aar gik hen, før hele
Anstalten, hvis Virksomheds Resultater m an havde
imødesét med saa store Forventninger, ganske sygnede
hen. Ogsaa D irektionen for Universitetet og de lærde
Skoler stod en Tid for Fald. Hertugen karambolerede
med sin kongelige Svoger og trak sig fuld af Nag og
Bitterhed tilbage til sine Godser. Moldenhauer blev
tilsidst sløv og ligegyldig for det Hele. Man tænkte
stæ rkt paa ganske at ophæve hin Institu tion ; da
lykkedes det Prof. Engelstoft den Æ ldre at overbevise
Kongen om Gavnligheden af dens Vedvaren: den skulde
blot reorganiseres og optage ny Kræfter i sig. Den for
træffelige Malling, der havde Kongens Øre, vedblev da
at fungere som Form and i D irektionen; Mynster blev
hans højre Haand.
Hvor meget eller hvor lidt Mynster udrettede i