160 / 209
142
denne sin Stilling, kan jeg ikke sige; en Kritik h eraf
vilde henhøre under en F rem stilling af Pædagogikkens
Udvikling i D anm ark i dette Aarhundrede; derimod
kan L iteraturhistorien dømme
0111
den Aand, som er
gennemgaaende for de Afhandlinger, til hvilke Mynster
selv h a r henvist som Udtryk for sine pædagogiske An
skuelsker. Og her gaar det En paa samme Vis, som naa r
man beskæftiger sig med hans religiøse Skrifter: man
fængsles af hans Frem stilling, betages af hans Veltalen
hed og overbevises ved hans Grunde. Og hvorfor? —
Fordi m an i denne Sag h a r med en Skribent at gøre,
der p a a s ig s e lv h a r prøvet, hvad han anbefaler;
s e lv h a r gennemgaaet den Skole, hvis Nytte h an an-
priser. Selv havde h an som Dreng lidt under den
blinde Avtoritetstvang; ikke desto m indre opstiller han
L y d i g h e d lige over for Lærere og Styrere som den
første Ford ring til E leven; thi han vidste, at d e t m aa
tidlig krøges, som god Krog skal vorde; og d e n , der en
Gang skal byde, m aa først have læ rt at lyde. Vi, som
ere bievne ilde m edhandlede under den Skoleanordning,
som gjaldt fra 1850—71, og som ikke saa sjældent vare
tilbøjelige til at ansé de klassiske Sprog for døde Le
gemer, der tyngede paa Undervisningen, m aa ikke for
arges, naa r Mynster ikke bliver træ t af at anprise disses
Studium og Tilegnelse. Saaledes som h a n vil have
dem varetagne, indsé vi fuldt ud deres pædagogiske
Brugbarhed og Gavnlighed for Livet. Den Madvigske
Skoleanordning af 13. Maj 1850 led nemlig af en F ag
trængsel og gjorde sig skyldig i en Overlæsselse, som
haade var up rak tisk og uforsvarlig, og som kun kan
undskyldes med, at Manden ikke besad Gnist af psyko-
logisk-pædagogisk Sans. I saa Henseende var Mynster
ganske anderledes fintmærkende. T il d e t Y d e r s t e
k æ m p e r h a n m o d F a g e n e s M a n g f o ld i g h e d og
O v e r læ s s e ls e m e d L æ r e g e n s ta n d e .
Skønt han
selv fra sin tidlige Ungdom var fortrolig med N atu r