162 / 209
144
h e d og H o ld n in g » . — Mynster fandt de hum anistiske
Studier udmæ rket skikkede hertil. De klassiske Sprog
lærtes ikke som de nyere, der lade sig nøje med et «saa
om trent». Ved Læsningen af de latinske og græske
Avtores kunde m an ikke slippe en Sætning, ja ikke et
Ord, uden disse vare tilstrækkelig gennem tænkte, kla
rede og gengivne i M o d e r sm a a l e t ved tilsvarende
Begreber og Udtryk. De klassiske Sprogs G r a m m a t ik
skærpede Tænkeevnen og indøvede Disciplen i «en
aandelig Gymnastik», der tidlig eller sént vilde komme
ham til Gode. Den klassiske L i t e r a t u r («hvis Læs
ning ikke erstattedes af Oversættelser, som berøvede
Originalen dens Aand og Ynde») vakte Elevernes Sans
for det klare, formfuldendte Foredrag. R o m e r n e s og
G ræ k e r n e s H i s t o r i e var som en Eksempelsam ling
paa vægtfulde U d t a l e l s e r , beundringsværdige H a n d
l i n g e r , stolte og skønne M e n n e s k e t y p e r .— «Nyttes
apostlenes Raab og de «praktiske Menneskers» Besvæ
ringer mødte han med det Spørgsmaal, om E n g l a n d
da, hvis Universitetsstudier saa godt som alene vare
hum anistiske, havde haft Mangel paa Mænd, der kunde
tage det prak tiske Livs Krav op eller, som vare sig de
borgerlige Pligter bevidste? —
Sandelig, Enhver, der næ rer Interesse for vort
højere Skolevæsen, burde læse Mynsters Polem ik mod
dem, der ringeagte det klassiske S tudiums Værd, og
som mene, det ikke er «tidssvarende»*). —
Mynsters Betydning i vor pædagogiske L iteratur
er da den, at h a n e r d e n F ø r s t e , s om g ø r A lv o r
a f d e t, R e f o rm a t io n e n v i l d e ; men som Reformato
rerne (selv Melanchton) ikke vovede at gennemføre, da
det kom til S tykket; fordi de lugtede K ristendom s
fjendskab i Studiet af de klassiske Forfattere. — Myn
ster h a r vist, at Humanismen saa langt fra hæmmer
*) Sé R ecensionerne i Bl. Skr. II og Skoletalerne sm stds. III.