165 / 209
147
havde været Genstand for hans første, dybe Kærlighed.
Marie Jud itlie Hornem anns Søn, den bekendte Læge,
skrev mange Aar efter til han s Søn, den talentfulde
Oversætter, F. L. Mynster: «Deres F ad er hu sk er jeg
meget tydeligt. Jeg sér hans fri P ande og store, k lare
Øjne. H an besøgte os jævnlig, da der vedblivende
bestod et varm t Venskab mellem ham og m ine F o r
ældre. Som Læge gik han ud og ind i vort Hus, hold t
meget af at sidde ude i vort Køkken (hvor Moder ofte
selv lavede Maden) og passiare med os Børn. Han sad
ofte paa Køkkenbordet, medens Moder stod i Skorstenen,
og vi Børn stode i Kreds om ham og morede os b land t
Andet ved at se paa hans ene Finger, som stod lige i
Vejret, n a a r h an skrev en Becept. Jeg hø rer endnu
tydelig han s klare Stemme, der havde en egen, sm uk
Klang, og hans hjertelige Latter. Moder tiltalte han
altid med hendes Fo rnavn og F ad er ligeledes: Jens
Wilken!» — Man sér, han dristede sig til at hente
Lægemidlet dér, hvor hans Saar vare slagne. Han
v ild e være frejdig og glad. Til Broderen skriver han
efter Modtagelsen af dennes første P rædikensam ling,
at nogle af Talerne forekomme ham vel alvorlige og
sørgmodige: «Skriv os nu snart nogle g la d e og s e j
r e n d e Prædikener!» — Men kunde han end, som det
sømmer sig en Mand, bringe sit Hjerte til at tie: Tidens
Aand, hvis Luft omgav ham , hvis Mænd voksede frem,
kunde han ikke magte; og T idens Aand var ham imod.
— Det er bekendt, at Ole H ieronymus Mynster var
den, der først bragte Oehlenschlåger samm en med
Steffens, og saaledes gav Stødet til en af de stærkeste
Bevægelser, vor L iteraturh istorie kender. Men dette
var ham naturligvis aldeles uafvidende, og halvt ironisk
saa han paa den frembrusende F lod ved dens Udspring.
I Febr. 1803 skriver han til Laub i F rø rup : «Henrik
Steffens læser over sin egen, forbedrede Filosofi, som
er bedre end Schellings, som var bedre end Fichtes,
10
*