166 / 209
148
som var bedre end Kants, som var bedre end alle
andre Filosofier, som var bedre end sund Menneske
forstand, som kun er lidet bedre end slet Intet. Han
gør stor Vind og h a r derfor mange Tilhørere, som ikke
forstaa ham , fordi h an næppe altid forstaar sig selv
mere end saa om trent. Han er ellers n u som sædvanlig
en god Knøs. Oehlenschlåger hø rer ham og omgaas
ham flittig; de fordærve h inanden indbyrdes ved Ros.
— Oehlenschlåger h a r skrevet dejlige Vers; men næs
vise, ofte anstødende mod sund Sans, tit udelikate,
barnagtige Efterligninger af Steffens’ Afguder, Goethe og
Tieck. Det er Skade, den Knægt er saa næsvis og
aldrig h a r m indste Funke af k ritisk Jud icium , ellers
tro r jeg, at han vilde blive én af D anm arks ypperste
Digtere, dem han endda næsten er i Fæ rd med at naa».
Broderens Ansættelse i Hovedstaden hilser han
med stor Henrykkelse. 7. April 1812 skriver han i et
Brev til Laub, meget bevæget i Anledning af en fælles
Vens Død: «Vær hilset fra mig og m ine og fra J o b ,
som G u d ig e n h a r v e l s i g n e t m ig m ed.» — Men
hvor højt disse Brødre end elskede h inanden : m indre
og m indre kunde de blive enige om den ny Tids Men
nesker og Værker. Ole H ieronymus, Eudaimonisten
fra det gamle Aarhundrede, han, der d. 9. April 1794
skrev et Digt i den bortdragende Henrik Steffens S tam
bog med sit Yndlingssprog til Motto: «Nisi utile est,
quod facimus, stulta est gloria» *), og endte sit Vers med
de Ord: «thi Jo rdens bedste Lod er den, at g avn e» —
denne U tilitarist kunde selvfølgelig ikke forsone sig
med de «Nytte»-foragtende Romantikere. T it kom det
til kedsommeligt Skænderi mellem Brødrene, og da
Jakob Peter oprigtig ønskede at mødes venligt og kærligt
med Broderen, og denne, paa sin Side, nok mærkede,
*) «Hvis det, vi udrette, ikke er njdtigt, da er den Ære, som
vi kunne opnaa derved, en Taabelighed.»