168 / 209
150
O. H. Mynster, som Alle skattede saa højt for hans
Lægedygtighed, Selskabelighed og T rofasthed i Venskab,
og som endnu formentes at staa i sin kraftigste Alder,
pludselig gik bort. — Broderen var saa overvældet af
Sorg, at h an ikke kunde holde Ligtalen; Confessio-
narius Liebenberg m aatte gøre det. — I sit Hjem efter
lod den Afdøde et tom t Rum, der aldrig kunde fyldes;
th i h an var en b rav Ægtefælle og en kærlig Fader.
En af han s Steddøtre kunde ingen Sinde senere be
væges til at spille de Melodier, hvorm ed hu n havde
bidraget til at dulme den syge Faders Lidelser*).
*) Ovenstaaende Breve og Notitser har jeg erholdt ved at gen
nemblade F. L. Mynsters Papirer paa «Emilsminde» med godheds-
fuld Tilladelse af hans Døtre. — Disse Damer have ogsaa meddelt
mig Et og Andet, det Bangske Hus og Farfadereu vedrørende, hvor
for jeg har Grund til at aflægge dem m in Tak.