167 / 209
149
at han ikke længer aandeligt kunde hovmesterere ham ,
saa undgik de stiltiende at bringe disputable Æm ner
paa Bane; skønt denne Omstændighed naturligvis ikke
kunde forhøje Glæden ved S am v æ re t.
Da op
skræmmedes Jakob Peter i Sommeren 1818 ved paa
en temmelig uskaansom Maade at erholde Kundskab
0111
, at Broderen ikke kunde leve Aaret ud. D. 13. Oktbr.
skriver Carl Heger til Laub: «Vor ædle, dyrebare Ven
er meget farlig syg, og vi have intet Haab om, at han
vil kunne komme derfra, men trøste os med, at Gud
snart vil kalde ham til sig; th i ellers have vi ingen
anden Udsigt end langvarige Lidelser for ham og ube
skrivelig Smerte for hans Venner og Nærmeste. Han
har, som Du vel ikke er ganske uvidende om, efter en
Koldfeber for flere Aar siden og en Nervefeber for
3 7 1
Aar siden, laboreret af et Levertilfælde, der ofte,
men dog ikke ret alvorligt førend i Begyndelsen af dette
Aar, h a r ængstet og bekym ret os. F o r 5 å 6 Uger
siden var han i 14 Dage angreben af en heftig Katarrh;
men derefter begyndte han at komme sig saa vidt, at
han kunde gaa ud. I Fredags var han hele Dagen i
P raksis, og Natten derpaa begyndte det med Conge-
stioner til Hovedet, der gjorde ham skrækkelig urolig,
saa han hverken kunde være oppe eller ligge, indtil
han Søndag Middag faldt hen i Mathed og Døs. Der
gøres, kæreste Laub! alt Muligt. Hans velsignede,
mageløse Kone og hans Døtre, Rikke og Sara, gaa om
ham som Engle, pleje og passe h am ; men . . . Udenfor
hans Hus taber Ingen mere end jeg . . . » F ø r dette
Brev naaede F rø rup , var Ole H ieronymus Mynster død.
Han blev jo rdet paa Helligaands Kirkegaard sam
tidig med M ic h a e l R o s in g ; »den samme Skare Venner
fulgte Begge til Graven». Men medens det var en Guds
Naade, at den store Skuespiller, som i over Aar og
Dag, lam og imbecil, havde været lænket til sin Stol,
fik Ende paa sligt et Liv, var det en uhyre Sorg, at