JPMynster

153

Livs Ord»*). Kristus er ham det evige Guds Ord til

Mennesket, og kun i den himmelske Klarhed, der ud-

gaar fra Frelseren, kan Skriften tydes og tolkes.

Og nu Grundtvig! Fo rekomm er det hans Disciple,

at Mynster blev for »tidlig klar», saa m aa m an spørge,

om da Grundtvigs Gæring i det Uendelige h a r noget

Tiltalende ved sig? Aldrig bliver denne Mand sig selv

eller Andre rigtig klar. — Som Skribent løber hans

Pen af sig selv; han kan næppe standse den, n aa r den

først er begyndt. Saa fortryder h an og forkaster, hvad

han h a r skrevet, omkalfatrer det saaledes, at ny Ud

gaver af hans Skrifter egenlig blive helt ny Bøger.

Hans aandelige Udvikling foregaar i voldsomme og

uberegnelige Spring. Med en L idenskab, der intet

Hensyn kender, kaster han sig over det, der i Øje

blikket h a r grebet ham . Hans kristelige Anskuelser

kunne lignes ved to Tog, der støde sammen. F ø rst

er han gammel-orthodoks og B ibeltroende til Fanatism e:

hvert Bogstav i Skriften er ham helligt og uom støde

ligt. Senere liaaner h an dem, der holder fast ved

Skriftordet, og kalder J. Brochmand, den ypperste Be-

præ sentant for den gammeldanske, kirkelige O rthodoksi,

«en Bibelrytter». Det var da ogsaa umuligt for G rundt

vigs alvorlige og virkelig lærde Disciple at følge deres

Mester paa denne Omslagsbane: Dr. Rudelbacli gjorde

til sidst F ron t imod ham og tilraabte ham , at h an drev

et sandt «Afguderi» med det «lille O rd af Vorherres

Mund» o: de 3 Trosartikler, det apostoliske Symbol.

— — Saaledes ogsaa Grundtvigs politiske Anskuelse.

Medens Mynsters var udviklet og prøvet gennem be

vægede Tidsperioder og derfor h a r et fast E rfarings

grundlag at staa paa, er Grundtvig f ø r 1 8 4 8 ikke langt

fra at skam rose Enevælden: Julirevolutionen kalder

han «Pariserdrengenes Gadespektakler i Hundedagene».

*) Johannes Evangelium VI, 68.