169 / 209
VI.
«
t t
vor fattig er dog et Menneskes Religion,» skriver
i r l Mynster en Gang til Engelbreth, «naar han tro r
at kunne hjælpe sig uden Aabenbaringen.» R ationa
lismen, som religiøs Hvileplads, hvo r der kunde standses,
var ham af Hjertet imod, og han erklæ rer i et andet
Brev til sin præstelige Ven i Lyderslev, at, vil denne
bekæmpe Rationalismen som positivt kristeligt S tand
punkt, saa vil han i ham faa den trofasteste Med
kæmper.
Men der begyndte med den vaagnende danske
Romantik at udvikle sig en Fo rm for kristelig O r th o -
d o k s i , mod hvilken Mynster straks fik Animositet.
Enhver b landt mine dannede Læsere véd, at jeg sigter til
G r u n d tv ig s O p træ d e n . Jeg bruger O rdet Animositet,
fordi jeg ikke h a r flere Ord at vælge imellem. Men
jeg indrømmer, at dette F remm edords Begreb ikke er
udtømmende, n aa r det gælder om at karak terisere
Mynsters Fo rhold til Grundtvig. Naar jeg bruger det,
da er det, fordi jeg indsér, at m e n n e s k e l ig talt
m a a t t e det gaa med Grundtvig og Mynster, som det
gik: Forskellen mellem disse to Mænds naturlige An
læg og ejendommelige Sindsbeskaffenhed var saa stor,
som vel mulig. Dog, til syvende og sidst h a r intet
Menneske Ret til at søge gyldigt Fo rsvar for sin Op-