JPMynster

150

schlågers «Poetiske Skrifter» kom ud 1805, var Holberg

hans Yndlingsdigter, og dennes poetiske Art ansaa han

for den mest fuldendte. Men O e h l e n s c h l å g e r v æ k

k e r G r u n d t v i g ; og da han h a r læst «Nordiske Digte»

af 1807, bliver «det gamle Norden hans rette Hjem.»

Blandt Kammeraterne paa W alkendorfs Collegium hed

det den Gang, at Grundtvig kun havde én Tro, og det

var Asatroen*). — Mynsters ejendommelige Indlæg i

Liturgisagen havde dog «vakt hans Opmærksomhed»,

og nu offenliggør h an sin Afhandling mod Bojsens

Liturgi. Mynsters første P rædikensam ling fra Nytaar

1810 «rører ham sødt», og nu udgiver han nogle Maa-

neder efter sin famøse Demisprædiken. — At Grundtvig

h a r faaet s i t e g e n lig a a n d e l i g e C h o c f r a Oehlen

schlåger og M y n s te r , ønske G rundtvigianerne ikke

om talt: deres Mesters ubetingede Genialitet skal være

fastslaaet én Gang for alle. Men vil m an indrømm e

Historien Bet til at hævde Aarsagsbegrebets Realitet

(og uden det kan H istorien ikke blive nogen Viden

skab), saa forholder det sig unægtelig saaledes med

hine afgørende Paavirkninger. At Grundtvig alligevel

kan kaldes original, er der naturligvis Ingen, der kunde

falde paa at nægte. Men denne Originalitet er rigtig

nok undertiden af en noget betænkelig Art: Kaalund

h ar utvivlsom t Ret, naa r h an i sin Tid skrev et Epi

gram om Grundtvig saa lydende:

„Helt underligt det i Verden gaar:

Beundring hos Forundring staar.

Hvo af de To, Du vakte mest,

det har jeg aldrig rigtig v id s t!----------

Sært er det da ikke, at disse to Mænd ved deres

første Møde i Spjellerup ikke fandt Behag i hinanden.

Grundtvig (der var altfor hed) syntes, Mynster var kold

*) I Sibberns nævnte haandskrevne Optegnelser.