JPMynster

161

Selskab, som kun indenfor Murene holdtes i Ave ved

Skrækkebilleder og fælles Fordel.» Hvad der er deres

Ære, at de kun havde et og samme Ord for Dyd og

Tapperhed*), gør Grundtvig til deres S k a m .

For-

staaeligt, at Mynster efter at have læst dette historiske

Skandskrift ikke «følte m indste Lyst til» at fortsætte

Brevskiftet med Grundtvig. Men uforstaaeligt, at G rundt

vig kunde vente, at Mynster skulde finde Behag i hans

«Verdenskrønike» af 1812 eller ansé ham for Menings

fælle, naa r han havde gjort sig bekendt med den. —

Grundtvig havde i sit andet Brev til Mynster skrevet:

«Nej, nej, jeg h a r intet P arti og v il i n t e t h av e .» Det

varede dog ikke mange Aar, inden T idens Bølge førte

ham et saadan t i Møde, og h an med Glæde overtog

Førerskabet. Da han i E fteraaret 1822 var bleven

Præst ved Frelsers Kirke, fandt h an Jo rdbund en i

Hovedstaden beredt for sig, dels ved Mynsters P rædiken,

dels ved den religiøse Bevægelse, der udgik fra det

romantiske Opvæld i Aarhundredets Begyndelse, og

som nu havde naaet de lavere Befolkningslag. Mellem

de theologiske S tudenter var der en begyndende Reak

tion mod R ationalism en ; og den unge Pasto r Thisted

havde vakt Skandale ved gamle Hornem anns Forelæ s

ninger. — Da Grundtvig kom til København, sluttede

dygtige yngre Mænd sig til ham : den senere bekendte

Præst P. A. Fenger, den lærde A. G. Rudelbach og

Orientalisten Lindberg vare hyppige Gæster i hans Hjem.

— Paa dette T id spunk t var Grundtvigs altid urolige

Aand i stærk Bevægelse. Man mæ rker det af h in t

mægtige, men dunkle Digt «Nyaars-Morgen». Man véd

det af den sære Drøm, han havde, efter at han havde læst

Irenæos’ Skrift mod Kætterne: Han spillede Skak med

Satan om sin Sjæl; h an var gjort mat, da pegede en

Engels Finger paa et ubesat Tavl, det var Aposteltidens

*) «fortitudo» nemlig.