183 / 209
165
en Bestræbelse efter fuldstændig at dæmpe den Røst,
hvormed deres Samvittighed endnu taler til dem. I
saadanne Decadenceperioder vil der altid findes en
Filosof, der i Tillid til «vox populi vox dei» eller og-
saa af Herskelyst og Forfængelighed paa den mest
kathedermæssige Maade vil kunne bevise, at Determi
nismen er den højeste Visdom. — klog, sé vi bort fra
de skiftende Modestemninger, maa det indrømmes, at
der som Regel i en vis Kreds af det dannede Selskab
altid vil være en afgjort Tilbøjelighed til at slutte sig
til Determ inisternes Parti, nemlig i L æ g e rn e s . Intet
er naturligere! Lægen, der under sit brydsomme Dag
værk a l d r i g h a r Mennesket for Øje uden som Patient,
d. v. s. som lidende, hjælpeløst og viljesvagt Individ,
hvis Aand er kuet af Sygdommens Magt, og hvis
Legeme er knuget af Smerternes Vægt; Lægen, der
Dag for Dag, Aar ud og Aar ind sér paa dette, føres
næsten uvilkaarligt ind i materialistiske Anskuelser.
Howitz havde som søgt P rak tikus og Docent i
Retsmedicin faaet en formelig Animositet mod Kants
Lære om Viljens F rihed. I sine Universitetsferier læste
han med Begærlighed de materialistiske Skribenter fra
det 18de Aarhundrede, først og fremmest Holbachs be
rygtede «Système de la nature». Til sidst mente han
at være kommen til en fast Anskuelse og indsendte en
Afhandling til Ørsteds «Juridiske Tidsskrift»*), hvori han
(under Henvisning til S p in o z a og L o ck e ) for det F ø r
ste hævdede, at den skarpe juridiske Adskillelse mellem
Afsindige og Fornuftige led af iøjnefaldende Mangler, og
at der gaves en Række Overgangstilstande mellem Van
vid og normal Fornu ft; og dernæst, at Kants Lære om
et ubetinget «Du bør» var falsk og naturstridig , at
Menneskets Vilje a l t i d var Diagonalen i det Kræfternes
Parallelogram , hvis ene Side var den fysisk-moralske
*) VIII.; 1824.