189 / 209
171
Hvorledes kan en saa ivrig Tilhænger af Nødvendigheds
læren tro at kunne hente sine Vaaben fra Humes Rust
kammer? Hele Nødvendighedslæren hviler jo netop
paa det Aarsagsbegreb, hvis Virkelighed Hume h a r op
løst i Tvivl. Hume hævder, at fordi en Begivenhed
følger paa en anden, kunne vi aldrig iagttage noget
Baand imellem dem, de vise sig kun som s a m m e n
fø je d e , aldrig som s a m m e n k n y t t e d e . Vi have med
andre Ord intet som helst B e v is for, at de samme
(saa kaldte) Aarsager altid ville have de samme Virk
ninger. Dette, at et filosofisk Raisonnement nægter
Gyldigheden af det Begreb, hvorpaa hele Videnskaben,
ja hele vor Opfattelse af Tilværelsen hviler, det er det,
Skeptikeren Hume kalder «vor Fo rstands paafaldende
Svaghed og Uvidenhed». De s am m e V a n s k e l ig h e d e r ,
som m ø d e os v e d B e v i s e r n e f o r V ilje n s F r i h e d ,
m ø d e os a l t s a a i f u l d t s a a h ø j G ra d , n a a r N ø d v e n
d i g h e d s læ r e n s k a l d e m o n s t r e r e s . Vi m aa da her,
hvad Hume ogsaa antyder, tage vor Tilflugt til vort n a tu r
lige Instinkt, og hvad et sund t Hjerte h a r en Følelse af.
Saaledes komm er det an paa Enhvers Takt,
0111
han
vil bruge sine Vaaben til F o rsvar for eller til iVngreb
paa det, der adler Mennesket: at han er et frit Væsen.
— Mynster m ener naturligvis lige saa lidt, som nogen
fornuftig T ilhænger af F rihedslæ ren kan mene, at et
Menneske ikke skulde hand le efter bestem te Motiver:
en Saadan, for hvem Bevæggrundene skifte hvert Øje
blik, rnaatte enten være fjantet eller en Pjalt. Men
han paastaar, at det er i ethvert no rm alt Menneskes
Magt at væ lg e mellem Motiverne; h an tillægger dem
kun «en t i l s k y n d e n d e , ingen t v i n g e n d e Kraft . . .
Et er den fysiske Nødvendighed, som Sprogbrugen ud
trykker ved e t M aa , et Andet Morallovens Fordringer,
som den ud trykker ved e t B ø r» . — Og medens Myn
ster gennem begge sine store Indlæg næppe h a r berørt
sin Tro (fordi han vidste, at hans Udtalelser i saa