184 / 209
166
Arv fra Forfædre og Foræ ldre, og hvis anden udgjordes
af T idens og Opdragelsens Art; at Viljens Energi tilsidst
beroede paa L y k s a l i g h e d s d r i f t e n , «den Hængsel,
hvorom al selvbevidst V irksomhed drejede sig.» «Hvert
Menneske subtraherede uvilkaarlig Summen af befryg
tede Tab fra Summen af forhaabede Fordele og grundede
derpaa det Godtbefmdende, der var Beslutningens Mo
der». Howitz anerkendte kun «en evig Nødvendighed
og en urokkelig Skæbne».
Naar m an h a r læst Howitz’ A fhandling, er m an
nærved at erklære sig selv for «godt gal», at m an
nogen Sinde h a r tilregnet sig selv nogen slet Handling
eller ond Tanke, at m an nogen T id h a r følt sig skyl
dig i en Brøde eller skamm et sig over sig selv. Og
n a a r m an h a r hø rt en af Nutidens ørkesløse Drivere
udtale, at «Samvittighed i Grunden er noget Vrøvl»,
er det ikke langtfra, at man, i Belysning af den Howitz-
ske Metafysik, kan give ham Bet. — Dog, Spøg til
Side! — Howitz var bedre end sin Filosofi. Det var
blot uheldigt, at han, i Stedet for at holde sig til det
lægevidenskabelige Betsspørgsmaal, uforsigtig havde
vovet sig ind paa Sofisteriets uendelige Skraaplan.
Derved blev han kom isk; thi kom isk bliver en F ilo
sof, n aa r hans Filosofi komm er i Strid med sund
Menneskeforstand. Det er æstlietisk korrekt, n aa r Hol
berg først lader E rasm us Montanus blive til Latter og
Forargelse og tilsidst bekomme tø rre Hug; thi Spørgs-
m aalet er jo ikke, om hans P aastande ere logisk rig
tige, men kun, om h an h a r mo ralsk Ret til at hævde
dem. — F o r dem, der kende Livet, Poesien og H i
storien, staar det som Vanvid at nægte Samvittighedens
Betydning: overalt træder den os i Møde. F o r blot at
holde os til engelsk Poesi, saa forme alle Shakespeares
Sørgespil sig til ét mægtigt Spejl for Samvittigheden;
Byrons storslaaede Tragedie «Manfred» p rædiker den
rystende. (III., 1), og Moores «Laila Rookh» h a r i Slut