185 / 209
ningsscenen af «Paradiset og Perien» en saa dybt gri
bende Skildring af den vaagnende Samvittighed hos en
forhærdet Fo rbryder, at blot denne Scene vilde være nok
til at gøre det skønne Digt udødeligt. Hvad Historien
angaar, da tale krim inalistiske Aarbøger paa hvert
tredje Blad om Selvangivelse: i D a n m a r k blev en be
tynget Samvittighed Aarsag til den frygtelige Pinebænks
Afskaffelse. — Dog, vi ville vende os til Mynsters Op
træden mod saadanne filosofiske Utérligheder, som
at nægte Skyld, Anger og Tilregnelighed; thi det er
dog Resultaterne af Determinismens Bravader.
Mynster skrev først i «Dansk Literaturtidende» en
Recension af Howitz’ «Bidrag til Psykologien og Rets
læren» og det følgende Aar (1825) sammesteds en Kri
tik af hans Fo rsvar derfor: «Determinismen eller Hume
mod Kant». Medens Howitz er konfus, er Mynster
klar; medens h in for det Meste synes at være løbet
vild i sit historiske Bevismateriale, viser Mynster, hvor
grundig han h a r studeret den L iteratur, der til Dato
turde kalde sig filosofisk. — Mynster udtaler, at Howitz
ikke med altfor stor Tryghed tør søge ind under S p i-
n o z a s Skjold. Hvor stor Ærbødighed, man end kan
nære for en Personlighed som Spinozas, saa bør man
ikke glemme, at hans System først og fremmest var en
T a n k e n s Konstruktion. Da Tænkningens Følgestræng-
hed var hans højeste Lov, maatte han udelukke Alt,
hvad der er den naturlige Følelses Ret. Derved bliver
hans System et imponerende Krystalslot, hvor igennem
det, der for ham er Evighedens Grundtanke, kan bryde
sig som Solens Lue i Farvernes Mangfoldighed; men
Hjertet føler sig tit fremmed i dette den uforstyrrelige
Tankeordens Palads. «Hvis Spinoza havde besiddet
en mere dyb og omfattende Følelse, saa var ikke saa
Meget i den menneskelige Natur, som nu, forblevet ham
skjult». Naar vi høre, at én af denne Filosofs faa Ad
spredelser bestod i at fodre Edderkopper med levende
167