JPMynster

164

Intet var os aabenbaret, som vi kunde stræbe at for-

staa? . . . Der er en Hjertets Fylde, for hvilken al Kløgt

og Kunst ikke kan give E rstatn ing ; der er Kilder i

det Inderste, som opvælde til et evigt Liv; dersom

disse Kilder udtørres, kan Fo rstanden Intet udspinde,

der kan yde Sjælen, hvad den fattes.» — — Mynster

delte Sol og Vind lige; men begge P arter toge n a tu r

ligvis Anstød af hans Tale. Navnlig huskede Grundtvig

Mynster, at han havde nævnt ham mellem «Kristi Korses

Fjender». Men han glemte Tilføjelsen: «m o d b e d r e

V id e n d e og V ilje » . —

Det tu rde være et stæ rk t V idnesbyrd om den Lige

vægt, Mynster formaaede at bringe i sit Sind, n aa r det

gjaldt en vigtig Sag, at han til T rods for den vanske

lige Dobbeltfront, han m aatte indtage i den Grundtvig-

Clausenske Strid, evnede at kaste sig ind i den næsten

sam tidige Kamp mod den restituerede Materialisme.

Kampen drejede sig om D e t e rm i n i s m e og V ilje n s

F r i h e d og var rejst af Lægen, Professor F r a n t s Got-

h a r d H o w i t z , der med en unægtelig Veltalenhed for

enede en alt for stor Tankesnarhed. — I Opgangstider

eller normale Menneskealdre vil Læren om, at Alt og

Alle i Tilværelsen er i en absolut Nødvendigheds Vold,

eller at vi Alle til Hobe ere ufri Væsner, være et

V irtuosnumm er for en E rasmus Montanus. Men i

Nedgangsperioder, hvor de Fleste drive med Strømmen,

og de Fæ rreste tør eller gide yde nogen Modstand, er

det en Tilfredsstillelse for Mængden at høre, at vi Alle

ere i vore Lysters Vold, og at al Talen

0111

«Samvittig

hed» er Snak. At disse Bekendere af Nødvendigheds

evangeliet ere saa inderlig glade over slig en filosofisk

Forkyndelse, er nu ret m istænkeligt; th i det ser virke

lig ud, som

0111

al denne sindssvage Jubel h idrørte fra